Endelig er vi færdige med vores vinterprojekt!

Lidt vel kåde – og måske fordi der ikke var en voksen til stede – blev vi i efteråret enige om, at det var en god idé at montere en supercharger på vores fly. 50% mere motorkraft er jo svært at sige nej til.

Opgaven viste sig at være noget større end beregnet. Meget skulle specialfremstilles og tilpasses. Nyt værktøj blev også nødvendigt osv. Dertil kom en frysende kold vinter, hvor vi måtte grave os ind til hangaren og iført Thyborønhabit forsøge at montere superchargeren.

Nå, men efter at have lænset bankkontoen var der jo ingen vej tilbage, og nu hvor det er blevet forår, var det en fornøjelse at modtage flyvetilladelsen og den sidste godkendelse fra Trafikstyrelsens luftfartsinspektør

Ændringen er ikke en standardkonfiguration, så der skal papirarbejde til. Materielchef og et par flykontrollanter skal ind over. Normalt vil man synes, det er unødig administration, men når det gælder flyvning, er alle spørgsmål værdifulde, og en flykontrollants skarpe øje er velkommen. Er der noget, man er i tvivl om, så skal det undersøges!

“Propel fri!” råber Frederik og starter motoren for første gang, efter den har fået supercharger. Og den springer i gang – nu med en ny lyd, der afslører, at kompressoren arbejder efter planen. Efter opvarmning og småjusteringer er det tilbage i hangaren, hvor alt kigges minutiøst efter. Alt er godt, så vi er klar til første prøveflyvning.

Vi har en kort snak om, hvem der skal flyve første tur. Jeg lader Frederik forstå, at han er bedst til sådan noget, og at jeg nok skal tage næste tur, når jeg har set, at alt går godt. Han ser noget vantro på mig, men går ombord og taxier ud til startbanen.

Jeg er i hangaren, men lytter ind på radioen, og jeg kan høre, at Frederik spørger flyvelederen, om han må give en kort besked til makkeren i hangaren. Det får han lov til, og jeg er spændt på, hvad han siger. “Den flyver som en raket, jeg kommer ned, så vi kan få pitchet propellen!”

“Herligt,” tænker jeg, og da Frederik kommer ind i hangaren, går smilet fra øre til øre. Vi er pænt tilfredse med resultatet.

Vi justerer lidt på propellen, efterser det hele igen, og så går næste tur til Maribo hvor vi lige runder Fehmarn projektet. Vi skal have 5 timers prøveflyvning, før den kan frigives til almindelig flyvning. Alt går godt på turen, men alligevel er der et eller andet, der ikke helt er, som det skal være. Da vi kommer tilbage, går vi det hele igennem en gang til – og så går det op for os: Det er et par tændrørshætter. Det er hurtigt klaret, og så spinder det hele efter bogen, og vi er klar til vores næste tur til Sydtyskland.