Endelig skal vi afsted på en længere tur! Vi har gået hele vinteren og arbejdet på vores fly for at gøre det klar til forårets og sommerens udflugter.

Første tur går til den årlige flymesse i Friedrichshafen ved Bodensee. Kendt for de store Zeppeliner‑luftskibe, som de gerne laver rundflyvninger med. Et imponerende fartøj, men nok også lidt upraktisk i en moderne verden, hvor alt skal gå stærkt.

Nå, men Frederik mente, at vi skulle tidligt op og i luften kl. 8. Lidt vel tidligt, når vi kun skulle ned til Alperne, men nuvel. Kl. 7.30 var jeg i hangaren og opdagede, at politiet havde en større øvelse med motorcykler. De bruger lufthavnens område til træning. Og hvor parkerer man så bilen? Ja, det må jo så være dér, hvor flyet stod. En SAAB er vel også et fly bare uden vinger.

Vi kommer i luften, og det er en fornøjelse at nyde landskabet. Det grønnes, og foråret er absolut på vej. Undervejs er der et par ting, vi gerne vil tjekke på flyet, så vi går ned i Maribo og får det kigget efter. Flyvelederen er som altid flink og har kaffe på kanden. Han har arbejdet som flyveleder i Grønland, så han er god for et par historier om flyvning i det arktiske. Meget spændende og inden vi ser os om, er der gået en time, og vi må se at komme afsted.

Vi glider over Fehmarn og konstaterer, at der stadig er lang vej med broen, så vi skal nok forbi senere på året og se, om der er fremdrift. Allerede da vi kommer ind i tysk luftrum, kan vi høre, at der er travlt på radioen. Der er mange, der skal til flyvemesse, og et par danske fly følger bag os. De skal uden om et par tyske øvelsesområder, der ikke må gennemflyves. Droner er blevet en stor ting, og de skal have plads til at øve sig, så det må man uden om.

Vi kalder op, og den tyske flyveleder svarer prompte: ‘We have your details. QNH 1028. Proceed,’ og så hurtigt videre til næste fly. Det er et hårdt job at være flyveleder sådan en dag. Intet må gå galt, og alligevel skal det gå stærkt.

Vi når Ballenstedt i Harzen, en fin plads vi har været på mange gange før. Vi tanker brændstof og går motoren efter. Med den nye kompressor vil vi gerne være helt sikre på, at alt er i orden. Alt ser godt ud, og vi får lidt at spise og nyder det gode vejr, mens vi betragter flyene, der kommer forbi. Mange er på vej sydpå til messen og kommer ned for at tanke. Der er leben på flyvepladsen.

Afsted igen og videre sydpå til næste stop, Würzburg‑Schenkenturm. Vi behøvede egentlig ikke at stoppe her, men da vi ikke kan tanke i Markdorf, skal vi have fyldt op, så vi har nok til at komme afsted på lørdag.
I tårnet møder vi et par andre piloter. Den ene er maskiningeniør med speciale i motorteknik. Han skal lige høre, hvad det er, vi har under motorhjelmen. Vi fornemmer, at der er lidt faglig respekt at spore, da vi fortæller, at vi har monteret kompressor.
Han er selv ærgerlig over, at brændstofmotorerne er på vej ud på grund af elbilerne – men sådan går udviklingen jo.

Det sidste ben til Markdorf er fyldt med fly. Flere gange kan vi se, at der er fly i vores retning, som vi skal styre uden om. Vores Stratux radar er til god hjælp og giver os positioner på de andre fly, så vi kan holde øje med dem. Fem minutter før Markdorf kalder vi dem op på radioen, men de kan ikke høre os. Der er bakker, og det er åbenbart nok til, at vi ikke kan række dem med radioen.

Vi kommer rundt om en bakke, og så går de endelig klart igennem. Vi får lov at anflyve bane 10. Frederik flyver med sikker hånd, selv om der er lidt vindstød. Lige inden vi lander, skal vi ind over et hus, og vi er langt nede. Dem, der bor der, må kunne lide flyvning, for vi er meget tæt på.

Markdorf forventer 300 fly i denne uge i forbindelse med messen. Der står parkerede fly, så langt øjet rækker. Og som altid dukker der en gruppe danske piloter op. De er fra det jyske; vi får en sludder, og så vil de i øvrigt gerne høre, hvad vi har under hjelmen. Af med hatten og vise lidt frem – og jeg fortæller stolt, hvad vi har lavet gennem vinteren.

Vi får parkeret flyet og får et lift til byen, hvor vi skal overnatte. Frederik har fået kontakt til en gruppe piloter fra vores klub. De har kørt siden kl. 5 i morges for at nå frem og vil gerne ud at spise sammen med os. Lidt kækt spørger vi, hvorfor de ikke fløj herned, når nu de har et fly. Men vi kunne hurtigt fornemme, at det emne allerede var blevet diskuteret på vej herned, mens de sad og kiggede op på det gode vejr. Det var ikke noget, vi behøvede at bore mere i.

Tilbage på vores værelser siger Frederik og jeg tak til hinanden for endnu en god dag i flyvningens tegn. Vi glæder os til næste dag, hvor vi skal på flymesse, men først skal vi have en god og tiltrængt nattesøvn.