Vi får morgenmaden på hotellet i Goslar og gennemgår lige turen igen. Vi skal have et andet fly med “på vingen”. “På vingen” vil sige, at man flyver i formation, og flyvelederen taler kun med førerflyet, der så koordinerer med de andre fly i formationen. Det andet fly har problemer med radioen, og har man ikke radio ombord, må man ikke flyve over grænsen eller i en kontrolzone. Vi skal begge to til Roskilde, så vi tager dem med og skal sørge for, at vi er koordineret hele vejen.

Vi gennemgår planen i detaljer. Vi kan sms’e sammen, når vi er i lav højde og der er mobildækning, men når vi skal over vandet, skal vi sikre, at vi har visuel kontakt, og at vi begge ved, hvad vi signalerer til hinanden. Vi synes, vi har styr på det, men ved også, at vi ikke har prøvet det før. Det må ikke gå galt, så vi bliver væk fra hinanden – og der er faktisk en risiko for, at det sker. Vejrmeldingen ser ikke god ud; der ruller en front ind over os fra vest på vejen hjem. Det ser ud til, at skyerne kan være så lave, at vi bliver tvunget ned. Vi har aftalt flere alternative pladser, vi kan lande på undervejs – alt er dobbelt sikret. Men vi ved også, at det er i sådanne situationer, det bliver udfordrende. Kæphøje kan vi først tillade os at være, når vi er landet i Roskilde – indtil da fokuserer vi på flyvningen.

Vi siger farvel til dem, der skal til andre flyvepladser, og tager med chaufføren til flyvepladsen. De er vældig flinke her i Tyskland. Det er et par lokale piloter, der henter os. Det skriver vi os lige bag øret, til når vi selv får besøg fra udlandet.

Flyene checkes, og vi ser, hvordan starterne går for dem foran os. Banen er lang, men bulet. Man skal passe på, at flyet ikke kommer i luften, når man kører over en bule. Hvis der ikke er fart nok på, kommer man ned igen, og det kan gå hårdt ud over hovedhjulene – eller en vinge, i værste fald.

Vi kommer fint i luften og går mod Danmark i en stor bue. Det passer med, at det andet fly så kan skære ind og indhente os. Vi skal lige eksperimentere lidt med højde og afstand, men efter et stykke tid går det fint. “På vingen” er et godt udtryk – vi skal bare holde øje med, at de er ude for enden af vingen.

Der er noget turbulens undervejs, og når de stiger over vores vinge, kan vi ikke se dem. Men de er gode piloter, så de er hurtigt tilbage igen. Der kommer flere og tættere skyer på vej til Danmark. Så bliver luften også mere rolig, og de andre begynder at lege lidt med at flyve over os, så de kommer på den anden side. Og der skal jo også tages lidt billeder, når det nu er første gang, man flyver formation.

Inden vi skal over Femernbæltet, skal vi op i højden, så der er glidehøjde, hvis vi skulle få motorproblemer. Vi stiger med 500 fod i minuttet. Savannah’en kan stige med 1000 fod pr. minut, men vi har aftalt, at vi flyver, så begge kan være med. Og pludselig kan vi ikke se dem mere. Det var kun et øjebliks uopmærksomhed. Der er heller ikke mobildækning, så vi kan ikke få fat på dem. Nu haster det altså med at finde dem – ellers er vi på den. Det er vores ansvar som formationsleder at sikre os, at vi er en gruppe.

Pludselig siger Frederik, “de er dernede.” Det viser sig, at selvom de har større motor, kan de ikke stige så kraftigt som vi kan og holde farten samtidig. Og hvad værre er – de har tabt os af syne. Jeg går ned i højden og håber, de får øje på os. Men de har opgivet og drejer rundt i en cirkel. Det er opskriften på helt at tabe hinanden af syne. Skal vi cirkle også? Vi bliver enige om at flyve så langsomt som vi kan og gå ned i deres højde, men fortsætte ligeud. “Vi så en prik ude i horisonten og satsede på, det var jer,” fik vi at vide bagefter – og ligeså pludseligt som de forsvandt, så dukkede de op på vingen af os igen med et stort smil. Vi var nu også meget glade for at se dem igen. Det blev en påmindelse til os om, at vi er nybegyndere i formationsflyvning.

Da vi passerer Næstved, er vejret ærlig talt elendigt. Skyerne er tunge, og vi kan se, det regner kraftigt flere steder. Vi bliver ved med at gå ned i højde for at komme under. Og så kommer der opdateret METAR fra Roskilde. Nu lukker de for VFR-flyvning, som vi flyver, på grund af vejret. METAR er vejrmeldingen, der gælder i øjeblikket i lufthavnen, og VFR betyder flyvning efter visuelle regler – altså man skal have tilstrækkelig sigtbarhed.

Der bliver travlt på kontoret nu. Jeg er nødt til at koncentrere mig om flyvningen og samtidig holde øje med det andet fly. Der skal flyves rundt om de skyer, der hænger tungt ned. Frederik kalder flyvelederen for at høre, om der er muligheder for at komme ind og lande formationen. “Kommer I lige nu, kan I få lov til special VFR.” Vi har 10 minutter til lufthavnen, men hvad med det andet fly – er de trygge ved vejret? De melder, at vi kan fortsætte lidt endnu, men det skal ikke blive værre. Frederik anmoder om at komme ind til landing med special VFR. Special VFR betyder, at vi skal have minimum sigtbarhed og jordsigte. Flyvelederen derimod skal sørge for, at der ikke er andre fly i nærheden, så han skal have andre fly væk, før vi får lov.

Vi kommer fint ind og lander, men bliver bedt om at vente midt på banen. “I skal lige have det andet fly med over til hangaren,” siger flyvelederen. Vi ser, at de følger efter, og vi taxier til hangar. Der er store smil hos de andre, da vi stiger ud. Spændende tur tilbage – og det var godt, vi fandt hinanden igen, bliver vi enige om.

Mens vi vasker flyet og sætter det i hangar, kan vi se et af de andre fly flyve rundt over Sydsjælland. De kan sikkert ikke komme gennem vejret. Lidt senere hører vi, at de må cirkle syd for Roskilde, før flyvelederen giver grønt lys til anflyvning på special VFR.

Det var en herlig uge 27-tur rundt i Tyskland og Frankrig. Måske det dårlige vejr i Danmark var et tegn på, at vi skulle være blevet dernede lidt længere? Under alle omstændigheder – så bliver det ikke den sidste tur med vennerne.