Gallamiddagen er veloverstået med et par uformelle taler, godt selskab og efterfølgende skyllet ned med et glas øl i den varme sommeraften.

Ved morgenmaden ser vi på flyveplanen for dagen. Vi skulle have været til Bollrich, men i går fik vi at vide, at der var ændringer. De kunne ikke skaffe flyveledere på grund af et stort svæveflyvestævne i München. Men vores arrangører har jo en plan B – som altid. Svæveflyvepladsen Schäferstuhl, lige i nærheden, ville gerne tage imod os – hvis altså vi kan lande i medvind på en bulet bane. Man må ikke lande i medvind – det er en af de første ting, man lærer i flyveteorien. Årsagen er, at banen kan slippe overraskende hurtigt op, og så er man ilde stedt. På denne bane er det tilmed værre: I skal standse, og regn ikke med, at I kan gå rundt. Der er høje træer for enden af banen!

Nå, men vi er enige om, at det må være en opgave for en kortbaneflyver som vores – og med Frederik ved roret. Det er ikke sikkert, vi kan tanke; deres leverance er forsinket. Og vi kan ikke flyve hele vejen hjem, så vi skal have lidt brændstof undervejs. Fem minutters flyvning fra Schäferstuhl ligger en lille plads, Salzgitter Druette, med brændstof. Det må være løsningen.

Vi tager afsked med Hotel Rappe og skulpturen af den sorte posthingst. Flyet bliver gjort klart, og vi kommer afsted. Temperaturen er meget mere medgørlig nu, og det ses tydeligt på motorinstrumenterne. Det er, som det plejer at være – og problemerne med benzin, der koger, er blevet til “yesterdays problem.”

Det er en dejlig tur ind over Tyskland på vej mod Druette. Det blæser og giver turbulens, så vi går op i højden. Alt går fint, indtil vi skal anflyve Druette. Vi havde set, at banen kun var 550 meter og med asfalt, men det skulle jo være en snild sag – hvis ikke det lige var for stærk sidevind, turbulens og høje træer for enden af banen. Frederik kommer på arbejde, og der bliver “cyklet i pedalerne og rørt i gryden”. Pedalerne styrer haleroret, og styrepinden krængeroret på vingerne. Med sidevind og turbulens skal man være hurtig på styretøjet.

Vi kommer fint ned og får tanket. Betaling, en kort snak med flyvelederen – og så afsted igen. Men tak spids, en rutchetur vi får lige efter afgang! Vinden ruller virkelig ind over landskabet og laver turbulens. Og så er fem minutter til næste landing ikke ret lang tid. Jeg passer radioen og får travlt med at skifte kanal og melde, at vi er på vej – det er de andre jo også og alle skal nå at melde ind.

Anflyvningen til Schäferstuhl er fin, men landingen er meget mærkelig. Flyet bliver ved med at flyve, og da vi endelig lander på en af puklerne, hopper vi op igen – som var det en ballon. Der er en grund til, at man ikke skal lande i medvind. Alt går godt, og vi får surret flyet og kommer hen til hangaren. Her er der varm velkomst med forfriskninger arrangeret af de lokale piloter – stor tak til dem for deres gæstfrihed!

De kører os ind til Goslar til Hotel Achtermann. Fint hotel med højt til loftet! Goslar viser sig at være en meget idyllisk by med tysk charme.

Vi går ud og kigger lidt på byen. Der er mange turister, og man fornemmer, at sommerferien så småt er startet. Vi betragter et skilt, der sidder på en mur. Der er tale om “Neuwerk” fra 1186, forstår vi. Men hvad så med “Altwerk”? Det må jo være endnu ældre – men hvad med alle de krige og genopbygninger, de har været igennem siden? En bronzeskulptur viser en helt anden tidsperiode, og det har jo også sin charme. Går man lidt uden for hovedstrøgene, bærer Goslar desværre også præg af, at det er turisterne, der skaber indtægterne nu om dage. Sådan er det jo i mange byer.

På en plads sætter vi os for at spise lidt aftensmad, og så trækker det lokale byorkester op. Man får det indtryk, at det er til glæde for turisterne – og at takt og disciplin er mindre vigtigt, hvis bare alle er med. Det er der nu også noget sympatisk over.