Hvor har vi dog gået og ventet på sommerens tur sydpå! Vejret har været godt længe, og når man sidder på kontoret og kigger ud af vinduet, så ville det altså være skønt med en tur rundt i Europa. I år har vi besluttet os for at tage med på den årlige “Uge 27”-flyvetur. Vores kære fruer vil også gerne gøre os selskab, så de er taget i forvejen til Berlin. Planen er, at vi skal mødes med dem dér og opleve byen et par dage, før vi tager videre. Alt er klart, og de er allerede fremme. Vi kan næsten ikke vente mere – men det skal vise sig, at det bliver vi nødt til.

På kontoret har jeg givet feriekage og fortalt om eventyret, vi skal på. Lidt kækt har jeg pralet med, at når jeg går ud af kontoret, så sidder jeg i flyet efter 25 minutter. Det lyder jo godt – sådan at kunne slå ud med armene og fortælle. Men ak, hovmod står jo som bekendt for fald.

Jeg mødes med Frederik i lufthavnen, og han har gjort flyet klar. Nytanket, efterset, og flyveplanen er godkendt. Vi mangler bare lige at høre meteorologerne om vejret undervejs. Frederik ringer til dem, mens jeg trækker flyet ud. Jeg kan godt se på ham, at der er noget galt. Han tager kasketten af og klør sig i håret. Spørger, om det måske bliver bedre, hvis vi venter? Hvad hvis man går vestover? Er der andre muligheder? Meteorologen er grundig og vil gerne hjælpe med alternativer. Men lige meget hvad, så er der risiko for, at vi ender i uvejr – og i værste fald hagl i en størrelse, vi ikke har lyst til at opleve. Hagl dannes, når vanddråber bevæger sig gentagne gange op og ned mellem luftlagene. Kommer man først ind i “tumbleren” og kører med op og ned, så er det meget alvorligt – det slipper man ikke godt fra.

Vi sætter os på bænken foran hangaren og kigger på flyet, mens vi snakker lidt om det. Vi ville jo frygtelig gerne afsted, og pigerne venter på os i Berlin, hvor der er 30 grader. Men der er ikke noget at gøre – vi tager ikke chancen. Så hellere vente til i morgen.

Jeg ringer til dem og sætter dem ind i situationen. Jo, den er god nok, det er kvælende varmt dernede, og det må jo ende med torden. Men vi skal ikke være bekymrede. De skal ud og se på Berlins natteliv – “der sker så meget hernede.” Det var så her, Frederik og jeg blev endnu mere bekymrede.

Vi tager hjem og får en god nattesøvn, og vi er tidligt i lufthavnen næste morgen. Fronten er kommet ind over Europa og er på vej østover. Der hænger stadigvæk skyer, men de er mere fredelige, så det gør ikke noget.

Vi starter op og får lov til at taxi til opvarmning ved bane 29. Det er nu, turen starter. Jeg kalder op og melder: “Klar til afgang.” Vi får den sidste instruktion, og så går vi i luften. Vi er på vej på eventyr!

Vejret ned over Sjælland varierer lidt. Skiftevis regn og lave skyer, som vi må flyve udenom. Der er stærk sidevind, men den er jævn, så det går.

Når vi skal krydse den tyske grænse, kan vi se, at der er “Danger areas”, hvor vi skal over 2.000 fod. Det er vi ikke sikre på, vi kan, på grund af skydækket. Jeg kalder op til den danske flyveleder for at høre, hvad hun kan fortælle om det. Hvis vi er heldige, er det ikke aktivt, og vi kan få lov at krydse i lavere højde. Men nej – det ved hun ikke noget om, og vi får kortvarigt lov til at skifte til den tyske flyveleder for at høre nærmere. “OY-9696, you are on flight plan to Berlin, correct?” spørger den tyske flyveleder, da jeg kalder op. Ja, det er rigtigt nok, men vi er ikke klar til at skifte endnu. Desværre fortæller tyskeren, at der er skydeaktivitet, så det er forbudt at krydse i lav højde.

Tilbage igen og i luften må vi have fat i kortet og lave en ny rute. Der er ikke andet at gøre end at flyve østover i et stykke tid for at komme rundt om “Danger areas”. Mens jeg sidder og planlægger, siger Frederik pludselig: “Vi skal lige hilse på min mor. Hun er i sommerhuset.” Han dykker friskt ned og vipper med vingerne, mens hun står i haven og vinker til os. Flyvelederen må undre sig over, hvad vi har gang i. Først flyver vi i lige linje til Gedser, og derefter slingrer vi rundt, inden vi fortsætter til Tyskland.

Igennem Pommern nyder vi udsigten. Der sker ikke så meget, men landskabet minder os om, at nu er vi på eventyr. Der kommer af og til nogle solide regnbyger, og vi får vasket flyet. Men ganske rigtigt – som meteorologen havde forudsagt – så er der en del blæst, men god sigtbarhed.

Vi lægger an til landing i Strausberg. Der er kraftig sidevind og solide vindstød. Vi kender heldigvis forholdene, og banen er lang. Vi hæver farten, så vi bedre kan modstå vindstødene, men alligevel bliver vi overrasket lige inden, vi når banen. Der er en grøft, der får vinden til at rulle, så flyet falder igennem, og vi hænger i selerne. Frederik giver gas og trækker os op igen og vi kommer ind med kraftige vindstød fra siden. Det rusker kraftigt i flyet lige inden vi lander. Men en fin landing, hvor en god flyveform gør forskellen.

Der kommer en marshall ud og stopper biltrafikken, så vi kan krydse vejen og få flyet i hangar. Vi sludrer lidt med ham, og han spørger forsigtigt til landingen: “Vinden er vanskelig i dag – gik det? Og hofterne, slap I uden stød?” Jo, det synes vi nok, selvom vi måtte indrømme vi blev overrasket og der skulle arbejdes lidt for det.

Vel parkeret tager vi over til “Doppeldecker”-restauranten og får frokost med et glas øl, mens vi følger med i flytrafikken. Vi kan se, at vi ikke er de eneste, der basker med vingerne under landing. Man skal være hurtig på styretøjet og i god flyveform.

Afsted ind til centrum, og her mødes vi med pigerne. Vi er glade for at se hinanden, og de har allerede recognoceret lidt i byen. De holder en lille gadefest nede om hjørnet. Og det skal jeg lige love for – den er en kilometer lang med alt, hvad hjertet kan begære. En gammel Østtysk IFA motorcykel står parkeret på fortovet, hvor den er ved at gro til i ukrudt. Vi falder over en T-shirt med de sure gamle mænd fra Muppetshow. På en eller anden vis synes Frederik og jeg der er noget bekendt over dem – men vi kan ikke lige huske hvem det er der minder om dem. Berlin er bare en hyggelig by med masser af oplevelser.