Vi får et godt morgenmåltid på hotellet og så en taxa til flyvepladsen. Vejret er ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Det ser ud, som om det dårlige vejr har samlet sig i Europa nord for Alperne.

Frederik gør flyet klar, og jeg går i tårnet og får en briefing. Det ser ud, som om vi skal vest over, men Kasselbakkerne med lave skyer ser ud til at give problemer. Måske kan man flyve mellem bakkerne. Det er svært at sige, men vi bliver enige om at flyve så langt, vi kan, nordpå. Kommer vi ikke hjem til Danmark i dag, så skal jeg med tog til Italien for at møde min kone der.

Vi går i luften. Vinden er rolig, og til at starte med er vejret ok. Men vi kommer hurtigt ind i lave skyer og regn, så vi må ned i højden og flyve mellem skyerne. Det er ærlig talt lidt træls, og vi snakker ikke så meget. Der er travlt på kontoret. Frederik flyver, jeg passer radioen og kortet.

Flyvelederne vil vide, hvor vi er, så hver gang vi ændrer planerne, skal de opdateres. På radioen kan man høre, at de andre piloter også er udfordrede, så det gælder om at holde øjne og ører åbne.

Vi når til Allendorf – en lille by, hvor der er en meget stor fabrik, der laver gasfyr: Viessmann. De har en god flyveplads, der sikkert får hjælp til finansieringen fra fabrikken.

Vi flyver omkring Allendorf, men kan ikke finde en vej over Kasselbakkerne. Flyvelederen fortæller, at både den ene og den anden vejrstation melder, at vejrforholdene er under WMC. Det nytter ikke noget, så vi lander på Allendorf. Solen skinner netop her, men hele vejen rundt er der tunge skyer med regn.

Vi går i tårnet og snakker med flyvelederen – en ældre herre, der har betjent pladsen i mange år. Han kigger ud af vinduet og siger, efter at have studeret det lidt: “Det er meget mærkeligt. Jeg har ikke set noget lignende i alle de år, jeg har været her på pladsen.”

Vi bliver enige om, at der ikke er noget at gøre. Vi kan lige så godt gå ned på kroen og få lidt at spise og så håbe på bedre vejr. Vi går igennem den hyggelige tyske by, som ikke har forandret sig i mange år. Man får det indtryk, at landbrug og gasfyr er det, man beskæftiger sig med her på egnen.

Frokosten er indtaget, og vi sidder i briefingsrummet for at lave en ny plan. Vi skal bare over Kasselbakkerne, så kan vi komme hjem. Vejrudsigten viser, at det går med lidt held, så vi tanker og starter op.

Efter at have fløjet rundt en time uden at komme nogen vegne, lander vi på Allendorf igen. Jeg må erkende, at jeg skal med toget til Italien, og så må Frederik flyve resten af turen hjem. Vi er ærgerlige over det, men er også fast besluttede på ikke at tage chancer.

Det tager mig 24 timer med tog til Italien. Al trafik er forsinket eller aflyst på grund af det dårlige vejr. Jeg sidder i toget og kigger ud på regnvejret og tænker på, at hvis vejret havde været godt, kunne jeg have klaret det på 4 timer i vores fly. Men sådan er der så meget.

Næste dag kan jeg se, at Frederik sætter autopiloten på og flyver direkte hjem. Det har været en fantastisk tur, selv om vi ikke nåede hele vejen hjem. Vi skal helt sikkert afsted igen til næste sommer!