Klog af skade har vi bestilt en taxa, der skal hente os på hotellet. Vi kender også os selv godt nok til, at den ikke skal komme for tidligt. Piloter skal jo være udsovet. Går man sent i seng, ja, så må man jo sove lidt længere.

Først skal vi lige ned i byen og have lidt morgenmad. Vi får en mistanke om, at franskmændene heller ikke står tidligt op i dag. Meget er lukket, men vi finder et fint, lille sted og får lidt morgenmad. “Bergen” hedder cafeen, og det er jo meget rammende, når man har bjergene lige uden for døren. Men der er noget, der ikke stemmer. Vi er i Frankrig, så den skulle vel hedde “Montagne”. Nja, det synes vi heller ikke passer helt ind. Vi bliver enige om, at vi hellere må få en kaffe mere og se, om vi kan komme i gear. Dagen i går var lidt hård med flyvning i bjergene og i dårligt vejr. Endelig falder tiøren! Cafeen er indrettet efter det norske Bergen. Alt stemmer – på nær vinkortet, der fylder op på væggen. I Mâcon kan man naturligvis ikke have en café uden et vinkort på væggen.

Ude på flyvepladsen får vi fat på flyvelederen, der kommer ned og åbner for tankstationen. Han kan ikke sige meget om vejret, andet end at det ser lidt skidt ud. Lave skyer med tæt regn hist og her. Vi er på fladt land, så det går nok, og ellers må vi holde pause undervejs. Der er mange pladser at vælge imellem. Vi vil gerne til Tyskland i dag. Jeg har lovet min kære kone at være i Kastrup mandag, så vi kan tage på ferie sammen. Flyver man Europa rundt, så er det klogt at møde op til familieferien.

Vi flyver nordpå, og vejret er vekslende, men overvejende med lave skyer, regn og til tider under WMC. WMC betyder Weather Minima Conditions. Vi skal være fri af skyer og have tilstrækkelig sigtbarhed i fremad sigt. Har vi ikke WMC, så må vi ikke flyve. Flyet flyver selvfølgelig lige godt, men det er uklogt at flyve med dårlig sigtbarhed – især hvis man ikke kender terrænet.

Vi er nede og tanke i Saint-Dié – Remomeix. Vi kan godt se, da vi lander, at de går op i det med privatflyvning. Vejret er godt her, og det giver os lidt forhåbning om en god tur resten af vejen til Tyskland. Men på det punkt bliver vi klogere. En franskmand tager imod og er meget hjælpsom. Kaffe først, naturligvis. Vi er lidt brødflove efter at have fløjet i halvdårligt vejr og med afvigelser fra ruten for at komme uden om områderne, hvor skyerne var for lavt nede.

“Jeg går og venter på, politiet ringer,” siger han. Det virker lidt bekendt. Da vi skolede på vandflyveren, dukkede den italienske kystvagt op, og nu er det så det franske politi. Han beroliger os og fortæller, at de skal have et større fly-in i weekenden. Politiet mener åbenbart, de skal godkende det først.

Men han er flink, som så mange andre piloter vi har mødt på vores tur, så han tager os med ned i byen for at få lidt at spise. “Vi skal ind her,” siger han og laver en skarp vending foran en lille bager. “De har altså bare de bedste baguetter med fyld!” Vi får et par af dem og så hurtigt tilbage til flyvepladsen. Vi får spist, tanket og er klar til at tage af sted igen.

Vi skal lige afregne, men så dukker politiet op, så vi må vente på, at politiforretningen bliver afklaret. Det viser sig, at de synes, det er alletiders idé med et fly-in, og de vil bare høre, om de kan hjælpe til, og om der er brug for at dirigere trafikken.

Vi kommer i luften og skal nå Tyskland inden aften – så langt som muligt. Vejret er ikke det bedste og vi må flyve uden om lavthængende skyer. Vi kravler nordpå og da vi krydser grænsen til Tyskland klarer det lidt op. Imponerende er det ikke men vi skal nå en lille plads ved Rhinen hvor vi planlægger at overnatte.

Da vi lander synes jeg pladsen er meget tæt på floden og også en anelse fugtig, men tænker ikke videre over det. Vi parkerer foran hangagererne hvor der sidder tre tyskere og smager på det gode tyske øl. De kigger overrasket på os og spørger “hvad vil I her?” Ja, altså vi havde jo tænkt os at parkere for natten.

De satte os hurtigt ind i situationen for pladsen. Regnvejret de sidste par dage havde været så voldsom at floden ville gå over sine breder i løbet af to timer. De havde selv arbejdet hele dagen med at løfte fly op på paller fordi hangarerne snart ville stå under vand.

Så var gode råd pludselig dyre! “I skal afsted med det samme. I kan lige nå Mainz, inden det bliver mørkt.” Ingen tid at spilde så vi fik hurtig gjort klar til afgang. Da vi startede, kunne jeg godt mærke, banen var tung og fugtig. Der skulle tilløb til at komme i luften. Men det gik og vi kom fint ind over træerne for enden af banen. Derefter på kurs mod Mainz.

Vel ankommet i Mainz fik vi lidt at spise og et glas øl på restauranten. Vi taler med de andre piloter, der sagde, at vejret havde været slemt de sidste par dage, men at det desværre ikke var overstået endnu. Og når først det regner i Sydtyskland, ja, så er det alvor.

Vi får et lift til hotellet, hvor vi lige må skylle dagens oplevelser ned i baren. Vi må nok erkende, at hjemturen er lidt udfordret af vejret. Nå, men vejret kan vi ikke ændre på og vi bliver enige om, at vi må tage det, som det kommer – og sikkerhed først, ikke noget med at tage chancer.