Vi sidder i flyet over Elba og er på vej mod Gap Tallard i Frankrig. Vi vil gerne derover inden aften men vejret ser ikke så godt ud. Vi må se hvordan det går. Vi tager ingen chancer og foreløbig så er vejret OK. Der er lavt skydække og vi er nødt til at flyve uden om nogle skyer der står lavt.

Vi har sagt farvel til vores venner i vandflyveskolen og dem der også blev skolet på flyet. Det var virkelig en god uge hvor vi lærte at flyve vandflyver men også lærte mange nye mennesker at kende. De var alle Italienere og jeg må sige de forstår at nyde livet og samtidig er de meget imødekommende og sympatiske. Vi skal helt sikkert til Italien igen!

Vi når fastlandet syd for Pisa og bevæger os op langs kysten. Da vi når Livorno krydser vi kontrolzonen for Pisa lufthavn. Vi kan høre på radioen at der er trafik men vi har fået lov til at krydse. Vi bliver bedt om at gå ned i 1000 fod så vi holder afstand til ruteflyene. Så kalder flyvelederen igen og beder os om at gå ned i 500 fod eller derunder. Vi er lige ud for startbanen så han skal være helt sikker på at vi holder god afstand. Det passer os fint for så kan vi studere landskabet, stranden og byen på nært hold.

Mens vi sidder der i lav højde fortæller jeg Frederik at mine gode ven Esben har fået den Italienske vin i hus som vi bestilte. Esben er en fin fyr. Ved meget om vin og så kan man altid regne med at en aftale er en aftale. Vi tænker at vinen skal gemmes til en kold regnvejrsdag i november hvor vi kan smage på den og tænke tilbage på vores tur til Italien, det gode vejr og ikke mindst vandflyvningen.

Da vi når Massa Cinquale skal vi ned for at tanke. Her skal man være lidt forsigtig. For enden af banen står der et bjerg som man ikke kan komme uden om. Vi har været her før så vi kender den godt. Vinden er stille og vi beslutter at lande bane 23. Så er der mulighed for at gå rundt hvis man kommer ind for højt.

Landingen går fint og jeg er helt tilfreds med anflyvningen. Vi taxier ned af banen og skal ind til tankanlægget. Jeg peger over på to håndværkere der har skilt anlægget ad og siger til Frederik “Houston, I think we have a problem”. Frederik ser også en anelse forbavset ud. De havde jo sagt de kunne hjælpe med brændstof. Nå, men vi taler med dem på kontoret og de forklarer at vi bare skal ned at hente det på tanken. “Ned ad gaden, til venstre over broen, så til højre og så ser du tanken.” Det var så ikke en del af planen men det nytter ikke at klynke. Vi låner en dunk og så afsted. Benzin vejer kun 0,72kg pr liter men helt ærligt så var det noget tungere end vi havde regnet med.

På vejen talte Frederik med flyvelederen om det måske var muligt at krydse La Spezia. Men det var altså helt udelukket i dag så der var ikke anden vej end at gå igennem Appenninerne. Med lavt skydække så er det kun muligt ved at flyve mellem bjergene.

Nå, vi har tanket og tager afsted ind i Appenninerne. Det ser ærlig talt ikke for godt ud. Inden vi flyver ind har vi aftalt hvornår vi vender rundt og hvornår der ikke er vejrminima. Vi flyver lidt rundt om “restricted areas” og rundt om nogle bjerge men konstaterer at vi må give op og flyve tilbage igen. På vej tilbage udbryder Frederik pludselig: “Dernede er der hul, jeg kan se havet”. Det er så nu man skal være forsigtig og ikke for optimistisk. Det er kun et lille hul og vi ser det ovenfra. Vi går ned i højden og kan nu se under skyerne at der er fin passage så vi glider roligt ud af bjergene og ud over middelhavet. En flot udsigt fra cockpittet i forhold til disen i bjergene.

Videre frem skal vi forbi Genova til Albenga for at tanke igen og det skal vurderes om vi kan komme til Frankrig i dag. Flyvelederen i Genova foreslår vi bliver ude i bugten for vejret er bedre der. Det gør vi. Over vand flyver vi altid med redningsvest. Får vi et motorstop og skal lande på vand så skal vi være sikre på vi kan holde os flydende indtil der kommer redning.

Albenga er en lidt underlig lufthavn. Den ligger inde i bjergene og når man skal lande så flyver man op af et bjerg og så ned ad bakke igen før man lander. Det er meget let at komme ind for højt men der er lang bane så det går fint.

Der er fuld service. Vi tanker og bliver kørt til terminalen af en Marshall. Vi får en kaffe mens vi ser på vejret. Kan vi komme forbi Nice så ser vejret fint ud op til Gap Tallard. Der er modvind men vi kan jo tage tiden til det.

Afsted igen og vi flyver lidt langs kysten ind til vejret klarer op og vi drejer nordpå mod Gap. Husene ved Rivieraen er imponerende. Nogen af dem ser ud som små slotte hvor man kun kan komme til dem i båd. Vi tænker at det er velhavere der har haft råd til at bygge dem.

Vi fortsætter op over de Franske Alper mod Gap. Et flot landskab for sådan nogle som os der er vant til det flade Danmark. Der kommer et område hvor bjergene ligger på en tilfældig måde så vindene er uforudsigelige. Det rusker kraftigt i flyet og vi har svært ved at stige over et af passene. Motoren for lov at arbejde og vi har max stigehastighed. Lige meget hjælper det – vi taber højde og vi skal vurdere om vi skal cirkle for at komme op. Efter en snak er vi enige om at vi har nok frigang. Da vi krydser passet kommer opvinden og vi stiger kraftigt. Som om nogen har taget fat i flyet og trækker os op.

Vi når Gap og anflyver efter proceduren. Der kan være meget trafik her og først når man er tæt på flyvepladsen er der radiokontakt. Sydfra anflyver vi Sierra, så Sierra 1og så skal man rundt om en lille bjergkam. ” Du skal sigte efter huset på bjergsiden og når du er derhenne så drej skarpt til venstre” siger Frederik.” Det husker jeg fra da vi var her sidst og derefter skal vi ned ad bakke for at lande. Landingen er fin og vi taxier hen til parkering. Det er sent om aftenen så Frederik går lige i tårnet og forhører sig om overnatningsmuligheder. De foreslår “On-Air” hotellet for enden af startbanen. God mad og værelse til rimelige priser. Vi tømmer flyet og er på vej ud af flyvepladsen da vi bliver råbt an af en gruppe franskmænd. De vil lige høre hvor vi er fra og hvad vores planer er. “Nej, der er alt optaget på On-Air. Der er lige kommet en gruppe gyrokoptere der har taget alle værelserne, men kom med os til det andet hotel.” Ja hvorfor ikke. Vi går en kilometer ned ad landevejen sammen med de andre og snakker om deres “Tour de France.” De er en gruppe fly der flyver Frankrig rundt – mod uret. Jeg forstå at Frederik kommer i snak med en af dem og der er måske lidt forretningsmulighed så der udveksles visitkort.

Vel indlogeret og efter en god middag med de andre piloter konstaterer vi at det har været endnu en god dag hvor vi har mødt nye mennesker der deler den samme passion for flyvning som os.