Landinger er normalt det sværeste at lære som pilot. Det er forholdsvis let at lære at holde højde og retning samtidig med at man “flyver rent”. Det vil sige at kuglen i libellen ligger i midten på “turn and slip indikator” instrumentet. Har man prøvet at være passager og har måske fået lov at holde styrepinden, har man oplevet at mens man styrer så sidder piloten og træder på pedalerne så kuglen kommer i midten. Det går ikke at flyet flyver skævt igennem luften fordi det går ud over stall hastigheden og grundlæggende fortæller det at man endnu ikke har føling med hvordan flyet skal ligge i luften. Sker det mens man skoler så er instruktøren hurtig til at pege på kuglen så man får rettet flyet op.

Tilbage til landingerne. Der er en “ground effect” der gør at flyet opfører sig anderledes når man er tæt på jorden. Typisk for vores fly er det de sidste 5-10 meter. Luften under flyet kan ikke så let presses væk, for jorden er jo i vejen. Derfor er det sværeste at lære overgangen fra fri luft til luft lige over jorden. Er man så tilmed over en varm asfalt bane så skal der tænkes lidt inden man anflyver for varm luft bærer ikke så godt som kold luft.

Når det drejer sig om vandfly er det lidt en anden sag. Her er det starter der er det sværeste. Når man starter og giver gas så skal man have snuden op for ellers risikerer man at den dykker propellen ned i vandet. Når man så får lidt fart på skal man presse flyet ned for at undgå det begynder at flyve. En lille bølge kan skubbe flyet op i luften men da der ikke er flyvefart falder det ned igen. Det kan ende galt.

Når den kommer op og plane på bølgetoppene som en smutsten så letter man den fri af vandet men ikke mere for ground effect’en gør at man falder ned igen hvis man forsøger at løfte mere end et par meter. Lige over havoverfladen bygger man fart op og derefter stiger man når der er fart nok på.

Vi finpudser de sidste ting. Jeg skal lige have lidt mere føling med at plane med flyet. Jeg kan ikke se hvordan pontonerne ligger i vandet men det skal ligge i fingrene så jeg kan mærke det. Videooptagelserne er en stor hjælp. Så ser man hvad der skal gøres bedre på næste flyvning.

Morgenens flyvning er overstået og Frederik og jeg går en tur i området. Det er lidt stejlt og nogen steder er der lavet smutveje. Der er dog et enkelt skilt vi undrer os over. Mon det betyder at man kan gå på den trappe hvis man har lyserøde stiletter på eller – nej vi forstår det ikke.

Vi får lidt frokost i nabobyen mens vi sidder og ser ud over havet. Det er som på reklamerne. Azurblåt vand, blå himmel og strandgæsterne ligger og soler sig mens vi alle ser ud på sejlerne, motorbådene og den lille vandflyver der kommer forbi en gang i mellem.

Tilbage igen så ser vi et par scootere fra den lokale Vespa klub. Det har selvfølgelig vores interesse. Dels er det et transportmiddel alle kender og den er charmerende. Dels er den konstrueret af flydele. Flyfabrikken var ved at gå konkurs efter krigen og man mente en scooter kunne være fremtiden. Hjulene stammer fra næsehjulet på et fly og motoren brugte de til at starte deres store 4 motors maskiner. Skjoldet er selvfølgelig lavet i aluminium for det var det de havde på lager. Kombineret med “Prinsessen holder fridag” eller “Roman holiday” som den hedder på engelsk, ja så har man en succes.

Vi fortsætter eftermiddagen med flyvning og nu skal det efterhånden være på plads. Endnu en fotograf kommer med ud i motorbåden. Jeg sludrer lidt med ham og han fortæller det er til turistreklamerne. Vandflyverende er jo spændende for mange og man vil gerne holde ferie hvor der sker noget.

Den sidste lektion er planlagt til i morgen. Touch and go og fuldstop landinger mens vi trimmer flyvningen. “Perfect practise makes perfect!”. Det er der noget om. I vandflyverkredse siger man at når man har 2.000 timer i bogen som vandflyverpilot så begynder man at være rutineret. Det kommer vi ikke i nærheden af, det vil jo kræve at man flyver hele tiden og det er vejret ikke til i Danmark for de små maskiner.

Om aftenen gennemgår vi flyvningerne men også teorien for landing på stille vand. Man skulle tro det er det letteste. Men på en bjergsø hvor vandet er helt glat virker det som et spejl. Når bjergene spejler sig i vandet kan man ikke se hvor langt man er oppe. Tricket er at anflyve med meget lav indfaldsvinkel og så være klar når man rammer vandet – for man ved ikke helt hvornår det sker.

Inden jeg går i seng løber jeg lige teoribøgerne igennem igen. Der er et par ting jeg gerne vil være sikker på inden vores sidste flyvning i morgen. Endnu en herlig dag sammen med dejlige mennesker og en vandflyver.