Dagen før kom der en emsig englænder og spurgte om der var tilladelse til vandflyvning og om piloterne overhovedet havde licens. Efter en snak frem og vendte han bastant om og gik. Det blev en tand for meget for en af de lokale. En ting er at en englænder, der har meldt sig ud af EU begyndte at stille krav, at han tilmed ikke kendte sø og luftfartsreglerne var hvad det var. Men at Italienerne nu skulle forhøres på engelsk i deres egen hjemby det fandt de sig altså ikke i. Der blev straks ringet til politiet og Italieneren ville gerne have de kom forbi og så alle papirerne igennem – det skal ikke hedde sig at de ikke har orden i sagerne.

Næste dag mens vi sidder på terrassen dukker der et større skib op ude i horisonten. Det er carabinieriet der kommer for at checke papirerne. Først går motorbåden ud med et par piloter og gennemgår sagerne. Så anløber vandflyveren så chefinstruktøren kan gennemgå flyets papirer.

Efter noget snak trækker betjenten på skulderen som om der ikke er noget at komme efter. De veksler et par ord, hilser af og politiet glider langsomt ud i bugten igen.

Italienerne ryster på hovedet og spørger sig selv hvem der bor i dette land. Flyvningen fortsætter og vi er færdigskolet i taxi på vand så når der skiftes pilot foregår det via en hurtigtgående motorbåd.

Ude på åbent vand er det sværere at vurdere vindretningen. Alessandro forklarer og peger på snoren ude på vingen. Når man laver en cirkel på vandet så kan man se vindretningen. Det prøver vi. Vi pejler vinden og går i luften. Vandet er mere glat i dag så det rusker ikke så meget i flyet da vi kommer op at plane. Lift off, flader ud og så bygger vi fart op en halv meter over vandet i “ground effect’en”. Climber til 300 fod, “tre cento piedi” siger jeg, Alessandro kigger på mig og nikker anerkendende. Ja ja, tænker jeg, så mangler jeg kun resten af det Italienske sprog.

Vi terper landinger. Det er mærkeligt nok sværere nu hvor vandet er mere glat. Afstanden er sværere at vurdere. Alessandro foreslår vi lige får det på plads så fuld gas på motoren og så flyver vi fuld fart i en halv meter over vandoverfladen. Der skal arbejdes med styretøjet. Højden og balancen skal være skarp – og det bliver den til sidst.

De vil lige optage vores take off så vi kan se den bagefter. Motorbåden ligger foran flyet og prøver at følge med da det starter. Men så snart pontonerne er ude af vandet så går det stærkt og båden må opgive at følge med.

Efterhånden synes vi det begynder at ligne fornuftige landinger og starter, så det bliver spændende at se i morgen om vi bare var heldige eller vi kan gentage succesen.

Solen går idyllisk ned bag bjergene og middagen indtages på hotellet sammen med de andre piloter. Ikke uventet så bliver reglerne for hvor man må flyve diskuteret livligt. Vi bliver hurtigt enige om at vandflyvning er godt for sjælen så det burde næsten være lægeordineret.