Middagen i går indtog vi på hotellet sammen med de andre piloter med fruer. Stemningen var god, temperaturen behagelig, og solnedgangen imponerende.

Det er svært at sove længe når man nu ved der står en vandflyver på stranden og venter. Vi mødes i restauranten kl 8 og får morgenmad sammen med instruktørerne. Snakken går livligt mens vi ser ud over havet. Dykkerne er i gang med deres udstyr og BMW motorcykelklubben der har været her i weekenden begynder at trække i tøjet. De skal tilbage til fastlandet med færgen. Jeg snakker med en af dem mens jeg studerer hans 6 cylindrede BMW. Han fortæller færgen tager en times tid – men hvordan med fly? Jeg mener nok det tager 7-8 minutter. Han slår en latter op og spørger om man også kan have motorcykler med.

Inden vi kan starte skoling skal flyet tankes og området gøres klart. Vi hjælper lidt til selvom der er rigeligt med hjælpere. Flere af strandgæsterne er henne og kigge. Der bliver aftalt rundflyvninger til senere på dagen.

Vi gennemgår preflight check. Det er som på et almindeligt fly men så er der selvfølgelig også pontonerne og stativet. Pontonerne checkes for vand og alle bespændinger efterses. Man synes der er lidt rigeligt stænger på kryds og tværs men lidt senere skal det vise sig at det er hårdt at lande på vand og der skal noget til at stå i mod med.

Hjulene er optrækkelige og bremsesystemet, der jo også er under vand er lavet på en anden måde så det bliver forklaret så vi er i stand til at efterse det inden flyvning.

Nu kan vi altså snart ikke vente længere men instruktøren fortsætter på skiftevis Italiensk og engelsk “I timoncini in aqua” siger han og trækker i et par stropper. Jeg har gættet at “-cini” er noget småt i flertal men hvad det lige er ved jeg ikke. Om bag ved flyet med os og han peger og trækker i et par små ror der sidder for enden af pontonerne. De skal være i orden ellers kan man ikke styre når man taxier i vandet. “Fuori timoncini dall’aqua alla partenza” siger han og løfter pegefingeren så jeg forstår at det er vigtigt at huske. OK, så de skal altså trækkes op af vandet inden take off.

Vi er ombord og bliver skubbet ud i vandet, flyet drejet rundt så vi har snuden mod havet. Der er lavet en bane hvor flyet og de store både skal sejle i.

Motoren startes op og vi taxier roligt mens han viser hvordan man styrer den på vandet. Det er ikke helt så let som når man ruller på en bane. Vinden har fat i halen og vandet styrer i en anden retning – men jeg må jo se at få lidt føling med det.

Ude i bugten begynder vi at taxi lidt rundt. Der kommer en mindre båd forbi og han viser hvordan man skal gå på skrå af hækbølgen. Er den for høj så er man nødt til at standse motoren for at undgå skader på propellen.

Uden rorene er det svært at styre flyet, især hvis vinden er fra siden, så går det slet ikke. Taktikken er at man liner op, ror op af vandet, fuld gas og så styrer man kontra i småbølgerne. Meget lettere sagt end gjort. Vi går i gang med at træne. Det er sidemandsoplæring hvor vi begge har hånden på roret, gassen og pedalerne samtidig. Det er en form for teamwork hvor vi lige skal lære hinanden at kende. Det nytter jo ikke at jeg træder hårdere end han gør på pedalerne. Men det går fint og vi får trænet hvordan man flytter bølgen under pontonerne så den til sidst slipper vandet.

Lige inden man går i luften ligge flyet lavt med bagenden og det er vigtigt man ikke fristes til at trække tilbage i pinden for så rører halen vandet. Vi laver et par små lift off og flyver en meter over vandet. Op og ned for at få føling med det.

Formiddagslektionen er færdig og vi taxier ind til stranden igen hvor der står en Marshall og styrer os hen på parkering. Jeg stiger ud og går i land hvor Frederik står og venter på mig. Han fløj før mig og spørger “hvad synes du om det?” Vi kigger på hinanden med et stort smil og bliver enige om at det her er meget sjovere end vi havde regnet med!

Så er der middagspause og pligten skal passes. Det vil sige vi får en let frokost og en halv time på øjet. På stranden igen er vejret stadig godt og vi er selvfølgelig klar til en lektion mere.

Denne gang gennemgås det hele igen og så er det min tur til at vise jeg kan huske det hele og i den rigtige rækkefølge. Det går fint og Alessandro mener det er tid til første take off for at lave touch & go. Bølgefronten ruller ind under pontonerne og lige før den slipper vandet rusker det i flyet mens det skøjter hen over bølgetoppene. Vi climber og selvom flyet er tungt med pontoner og propellen er pitchet let så stiger den faktisk fint og vi er hurtigt oppe på 120 – 130 km/t. Gassen bliver lettet lidt på motoren og jeg drejer ind på finalen, liner op og så er vi klar til landing. Motoren på tomgang og holder farten ned indtil vi flair’er. Lige inden vi rører vandet bliver der arbejdet med pedaler og styretøj. Ingen tvivl om at vandet er hårdt så det rusker i flyet indtil vi har løbet farten af. Fuld gas og i luften igen.

Flytypen kender vi ganske godt og i luften er det næsten som at flyve vores eget men på vandet er det meget anderledes. På sin vis dovent når vi taxier men også meget levende inden vi slipper vandet.

Veltilfreds med resultatet af dagens flyvninger står jeg og sludrer med hotelejeren om lidt af hvert. Han spørger hvor jeg kender Italien fra og om jeg har været her før. Jeg kan så fortælle det startede med at jeg hørte Alfredo Tesio’s beretninger fra Rom og Ib Réne’s fra Cairo. Ib Réne havde han aldrig hørt om men Alfredo var hans gode ven så ham kendte han godt. “Nja, jeg tror nu ikke det er den samme Alfredo vi snakker om”, prøvede jeg at forklare. Men jo jo, det kunne der slet ikke være tvivl om og så ringede han straks op og sludrede lystigt på telefonen. “Her” siger han så, “prøv selv at snakke med ham.” Og jo minsandten om ikke det er Alfredo Tesio i den anden ende, der fortæller han holder ferie på hotellet her til sommer. Det er helt forståeligt og vi får en kort sludder og bliver enige om at der er mange gode grunde til at besøge Italien.

Jeg forklarer Claudio at Alfredo er verdensberømt i Danmark og der er flere der kender hans navn end Pavens. Jamen Alfredo kender da også Paven siger han stolt og viser et billede hvor de hilser på hinanden. Jeg er pænt overrasket men tør ikke spørge mere for hvad skal jeg sige hvis han ringer til Paven. Hånden på hjertet så var jeg jo ude at flyve i søndags i stedet for at gå i kirke.

Min gode ven Esben skriver til mig. Han har en god kollega der er halvt Italiener. Han har gode vine på hånden der blandt andet serveres på Geranium. Jeg spørger Frederik om det var noget. “Ja, nu har jeg jo aldrig mødt Esben men de vine han skaffede sidste gang var helt i top så hvis han måske kan stykke noget sammen så er jeg med”. Og det er jeg også. Esben er erfaren projektleder så det skal nok komme på plads. Endnu en god oplevelse står og venter på os.

Det bliver aften og der er middag med de andre piloter med ledsager. Den Italienske TV station RAI 1 har sendt et par journalister til øen for at rapportere fra sommerlandet så de bliver også inviteret med. Det er som om vi er kommet i centrum – Frederik mener det må vi lære at leve med. “Sådan er det at være vandflyvepilot” siger han og smiler. Han ved godt at når vi er hjemme så er det hverdag igen, men indtil da så tager vi det hele med.