Vi spiste ude i går i Lucca og vinen var god, en Sangiovese drue fra Toscana, så vi kommer lidt sent op. I dag har vi god tid. Vi skal bare være på Elba inden aften og der er en god times flyvning derover.

Naboen på den anden side af gaden er godt i gang med vasketøjet og vi går ned om hjørnet for at få en kaffe og en “cornetto”. Cornetto er det Italienske ord for croissant. Her spiser man ikke meget til morgenmad, hvor vi jo er vant til noget med yoghurt eller havregryn. Nå, men efter at have indtaget morgenmaden så spørger vi klog af skade hvor vi finder taxierne. “Ikke det første torv, men det næste. Lige ud.” Vi slentrer afsted og snakker om middelalderbyen. Vi hører et par skud hvorefter folk jubler. Vi undrer os, men rundt om hjørnet kommer svaret: Det er lørdag og folk bliver gift i kirken. Åbenbart er der tradition for at skyde konfetti ud over brudeparret. Det bliver heller ikke mere romantisk end da den lille Fiat 500 kommer kørende som brudekarret. De forstår at sætte scenen i Italien.

Taxierne er lette at finde og vi beder om at komme til Lucca Lufthavn. “Certo, Pisa eh?” Nej, forklarer jeg ham, vi skal bare til Lucca. Han kigger uforstående på mig og jeg viser hvor det er. Nå, men det vil han så også gerne, men det er jo mest privatfly. Nemlig, det er lige det vi har!

Jeg stikker lige hovedet indenfor i et faldskærmsfly. Der er ikke meget luksus. Man sidder på en bænk og når døren åbens så er det bare ud over kanten. Solen bager ned mens vi gør flyet klar og vi er opmærksomme på at man ikke må starte motoren før man får lov af flyvelederen. De har travlt med faldskærmsspringere og svævefly i dag så vi må værsgo vente til det bliver vores tur. Der bliver trukket et svævefly op med et motorfly. Der skal arbejdes for at få to fly i luften med kun en motor, men det går fint. Vi får lov at starte motoren og taxier ud til opvarmning. Det er varmt så vi er sådan set klar til afgang da vi når stoplinjen. Jeg melder klar og vi får lov til at backtracke og starte.

Frederik flyver og jeg passer radioen. Vi ligger mellem Pisa og Firenze lufthavnene så flyvelederen vil godt vide hvor vi skal hen. Vi vil gerne ned i Valdera og tanke. Det er kun 15 min flyvning fra Lucca men de har autobrændstof som vi foretrækker.

Da vi når Valdera kalder vi op men der er ikke bemanding. Der er lidt bekymring i cockpittet for hvordan får vi så brændstof. Nå, men vi lander og parkerer ved tankstationen. Der sidder en ældre herre ved hangaren og betragter os og jeg går hen og spørger hvordan vi får brændstof. “Non parlo inglese.” Nå, jamen så må jeg jo prøve på Italiensk. Han forklarer livligt at de er gået til frokost og de er snart tilbage. Lige for at være sikker så spørger jeg om de så er tilbage om 10-15 minutter. Men der må jeg altså forstå at det tager sin tid og der går nok 1½ time. Så er det jo godt vi ikke har travlt.

Vi får en flaske vand og en kaffe. Her er der ingen tvivl om hvad der holder flyene i luften. Vi kigger lidt på flyene og sludrer med en flymekaniker om et veteranfly han er ved at istandsætte. Så lander der en Cessna Centurion med 5 personer. Jeg spørger hvor de kommer fra for de taler tilsyneladende engelsk. “We are from Brexit”, siger piloten der er tydeligvis irriteret over at alting er blevet besværligt efter England meldte sig ud af EU. Han fortæller vejret over Alperne var dårligt men flyet havde heldigvis trykkabine så de kunne gå op over skyerne. Frederik og jeg er vel lidt misundelige og ville også gerne have sådan et stykke legetøj men bliver enige om at det sikkert er dyrt med sådan en fin maskine.

Endelig kommer chefinstruktøren med en gruppe piloter tilbage på pladsen og vi får tanket brændstof. Han undskylder mange gange at de ikke var der. De har sikkerhedskursus i dag og teorien kan være lidt tør så de synes de fortjente en frokost nede i byen. Næste gang skal vi bare ringe til ham så skal han nok være parat. Men det gør ikke noget for vi fik sludret med en masse flinke mennesker vi ikke har mødt før.

Vi går i luften igen og går på kurs mod Elba. Vi skal over et par bakker så vi går op i 4000 fod og lader autopiloten lave arbejdet mens vi nyder udsigten ud over middelhavet. “Se”, siger Frederik, “Vandet er faktisk mere blåt her end hjemme. Og himlen – det bliver ikke bedre.” Det er en smuk udsigt man har fra kontoret som pilot når det er sådan et vejr.

“You may change frequency to Marina di Campo, one two three decimal seven”. Sådan! Vi har Elba i sigte som er en vulkanø der stiger op af havet. Marina Di Campo er lufthavnen på Elba. Alle piloter vi har mødt, der har været der, siger det er en smuk anflyvning så det glæder vi os til.

Jeg skifter over og får kontakt med flyvelederen. Han fortæller at vi skal rapportere højre medvind til bane 34. Jeg ser på kortet og kan se vi skal over et bjerg hvis vi skal på højre medvind. Jeg beder ham bekræfte højre medvind til bane 34. “Affirmative” siger han. Nå, men så er det jo det vi skal og vi er stadig i 4000 fod. Frederik og jeg vender situationen og bliver enige om at det kan vi sådan set godt men skal vi ned af bjerget så skal vi også ud over vandet for at komme ned i højden.

Det går fint og vi er på finalen hvor der står PAPI lys i venstre side. Jeg nævner henslængt for Frederik at der er vist noget med at når man ligger rigtigt på finalen så kan man se to røde og to hvide lys. Lige nu ser jeg fire hvide lys. Efter en kort ordveksling forstår jeg at det skal han nok få på plads og vi går ned i højden. Så synker vi og nu er der kun røde lys og jeg spørger hvad det mon betyder at der kun er røde lys hvorefter Frederik spørger hvem der er pilot og hvem der passer radioen. Vi bliver så enige om at det nok er bedst at jeg passer radioen og så skal han nok tilpasse højden. Landingen går efter bogen og vi glider ind i kløften mellem bjergene.

“Turn left at first possible taxiway and follow instructions from the Marshall.” Det gør vi og får anvist parkering til flyet. Vi skal have det ankeret op for de næste par dage. Marshallen fortæller os at vi kan få et lift til havnekontoret når vi er klar. Hun skal lige have et fly mere ned.

Vi tager en taxi til Capolivery hvor vores hotel er. Det går op og ned af bjergene her og der er lang vej derover. Udsigten er flot og vi glæder os som små børn til at se hotellet og forhåbentlig er der også en vandflyver.

Da vi når hotellet er vandflyveren netop ankommet og de er ved at bakse den op på land. Hotelejeren, Claudio, undskylder mange gange der ikke er havudsigt, men det får vi i morgen. Vi kommer en dag for tidligt så det synes vi absolut ikke er noget problem.

Vi sætter vores ting på værelset og går ned på stranden for at se flyveren. De fortæller at de normalt sætter den på stranden for egen kraft men af hensyn til de andre gæster har hotelejeren bedt dem om at trække den op. Der er mange nysgerrige på stranden så jeg tror faktisk de gerne vil se den køre op for egen kraft. Instruktøren lover at det kommer vi til at prøve senere. Det er fint for os. En blå himmel, et blåt hav og en vandflyver og så er vi faktisk godt tilfreds!