Vi har lejet et lille hus ved Maggioresøen mens vi holder ferie. Flyet står på fabrikken og fruerne er hentet i lufthavnen. Det sidste stykke foregår af meget smalle veje og vi håber ikke der kommer modkørende biler. Der er er simpelthen ikke plads til at mødes. Det skal så senere vise sig at det kan godt lade sig gøre hvis bare den ene af chaufførerne er Italiener.

Livet på husets terrasse er fantastisk. En imponerende udsigt fra bjergsiden ud over søen hvor turistbådene sejler mellem øerne. Nede i byen summer det af liv og her oppe på bjerget er det fuglene der pipper lystigt. Og kigger man op ser man flyene komme ind fra Schweiz og enten fortsætte mod øst og ind i Alperne eller videre ned i Italien mod syd. Vi sidder lige under en GAFOR rute. Så snart ruten åbner så kommer småflyene og ellers er der stille.

Vores hus er beskedent men med en god udsigt over søen og bjerget. Min kære kone er fantastisk til at finde ferieboliger med udsigt og det er en stor fornøjelse at nyde udsigten og dybden af landskabet. Meget anderledes end det vi er vant til fra det flade Danmark.

Vi beslutter os for at besøge nogle af de små øer i Maggioresøen. Med båd kommer vi derover og bemærker barokhaven i fire etager. Den hører til et lille slot som overrasker når man kommer inden for. Pomp og pragt der stammer helt tilbage fra 1600 tallet. Nogen må have haft rigeligt med penge dengang. Alle materialer skulle sejles derover og håndværkerne vel også.

Meget har ændret sig gennem tiden her i Stresa, men meget er også som at gå tilbage i tiden. Kirkerne har kvarterslag med klokkerne. Og de ligger få hundrede meter fra hinanden så de ringer på skift. Man synes måske det er lige i overkanten men da det så bliver middag Pinsesøndag så går de for alvor til vaflerne. De små kirker starter først med at spille populærmusik med klokkerne. Man har en mistanke om at der er en teenager i gang. Derefter tager den store kirke over med lidt mere seriøse toner som om at nu kan det være nok med det pjank. Det er en by hvor der aldrig bliver helt stille. Enten må man lære at leve med det eller også må man flytte.

Der kommer en dag med regn og vi er enige om at da vejrudsigten for Milano ser godt ud så tager vi selvfølgelig derned. Når først man er kommet på motorvejen så går det stærkt og vi er hurtigt fremme. Den sidste bid tager vi med metroen og står af ved domkirken.

Solen skinner og domkirken troner majestætisk på pladsen. Der er ikke for mange turister men en del Italienske børn. De er på skoleudflugt og skal lære om deres historie. Det burde de danske børn måske også så de ved hvem Holger Danske er osv.

Nå men min kone ved at der ligger et prima pizzaria lige om hjørnet. Og jeg er ikke i tvivl da jeg ser køen. Selv de lokale forretningsfolk står i kø og de ved at man kan få pizza på alle gadehjørner men lige her får man de bedste.

Vi ser lidt på byen og går igennem gallerierne. Dyre modebutikker hvor ekspedienterne keder sig lidt men naturligvis holder på formerne. En lille cafe på et hjørne ser indbydende ud og vi sætter os for at få en espresso mens de gamle sporvogne kører forbi. En levende by man får lyst til at komme tilbage til.

Alt omkring Maggioresøen er grønt og frodigt og de små bjergbække bruser lystigt. Det er jo ikke uden grund. Mens vi ventede på at det skulle klare op og vi kunne komme gennem Alperne, ja så regnede det jo kraftigt her. Vi betragter himlen og ser hvordan tordenskyerne bygger op gennem dagen og til sidst synker sammen eller som i nat, bryder igennem og giver kraftige regnskyl.

Vores lille ferie er forbi her ved Maggioresøen. Det var dejligt fruerne ville være lidt sammen med os og opleve området. En flyveferie blandet med lidt byferie og godt selskab skal man ikke kimse af.