Vi står op til endnu en solrig dag. Vi spiser morgenmad og betragter trafikken der kommer forbi. Det er mandag morgen og der er liv i industrikvarteret vi er midt i. Folk kommer forbi og får en hurtig kaffe og så afsted videre. Vi får pakket vores ting og går ad landevejen mod flyvepladsen. Solen bager og man fornemmer det bliver en varm dag.

Vi har god erfaring med at spørge lokale folk til råds om den næste plads. Men hvor skal vi tage hen? Ja, vi vil syd over, men så kommer vi til at tale om Herculaneum. En by som Pompeji der blev begravet af en vulkan for 2000 år siden. Det afgør sagen – vi skal til Napoli.

Vi finder en plads der ligger godt og har fået gode anmeldelser. Vi spørger Fabio om han måske kunne ringe til dem og spørge om vi må lande der. Han snakker livligt på telefonen og får instruktioner. Vi spørger om der er muligheder for overnatning og en bil. Ingen problemer alt er arrangeret, men de taler først engelsk om 10 minutter. Nå? Ja, de er åbenbart hurtige til at lære sprog i Italien. Men det er pladsejerens søn Pasquale der ringer og taler flydende engelsk. Alt er i orden, vi kommer bare og plads i hangaren er der også.

Formiddagen er gået med lidt af hvert og vi får lige en bid frokost før vi flyver. Ud langs kysten – fantastisk landskab. Hver lille bjergtop har en landsby og en kirke. Det er ikke mærkeligt at Italien bestod af mange hertugdømmer indtil 1861 hvor det Italien vi kender i dag blev grundlagt.

Det kniber med radioforbindelsen. Bjergene er hele tiden i vejen. Kun i kontrolleret luftrum har vi kontakt, men vejret er fint så det går også. Efter Pescara går vi på kurs til Napoli. Vi skal ind over bjergene så vi climber til 6000 fod. Autopiloten får lov at gøre arbejdet så vi har tid til at betragte landskabet og skyerne. Vi ser en cumulussky tårne op. Den holder vi lidt øje med. Vi kender ikke vejrforholdene her. En “towering cumulus” der udvikler sig til en cumulus nimbus kan være meget farlig for selv store fly.

Vi når bjergene og har fået at vide det kniber med radiokontakt. Flyvelederen har givet os forskellige frekvenser vi kan prøve da vi bliver skiftet over. Ingen af dem svarer. Vi flyver lige under skyerne nu og det ser vanskeligt ud. Vi flyver lidt frem og tilbage for at lede efter et pas vi kan komme over. Sigtbarheden er dårlig, det regner lidt og jeg har travlt med radioen. Ingen af frekvenserne virker og vi må opgive at komme over bjergene. Vi går nord om og følger en flod der går ned til Grazzanise. Vejret klarer hurtigt op igen, men vi kan ikke få kontakt. Vi kan ikke komme i kontrolzonen uden klarering. To minutter før er der kontakt og vi får lov at fortsætte. Flyvelederen kan ikke finde vores destination men vi får pejlet ham ind på den og vi får lov at gå videre mod Napoli.

Fem minutter før pladsen “Fly club” skifter vi over til lokalfrekvensen. Vi kan ikke lige finde pladsen. “Se efter stribede hangarer” sagde Fabio. Først da vi er lige over dem får vi øje på den og jeg kalder op. Ingen svar, men det er OK det er bare en lille privat plads. Frederik går i pladsrunden som er lidt underlig. Vi flyver op ad bakke, vender og går på finale ned ad bakke. Der er ikke meget plads og første del af banen kan ikke bruges. Det ser svært ud og vi ser to mand der står ved banen med en håndholdt radio. Det går ikke og vi må gå op igen. De kalder os op, “You fly Savanna, yes?”. Jeg bekræfter at det gør vi. “Savannah no problem. Slow down and go lower!” Vi er enige om at det prøver vi. Vi flyver opad bakke igen. Drejer og går på finale, men lavere og langsommere. Nu er vi tæt på stall speed og lige ind over hustagene. Her er vi trænet i en særlig tenik: Stabiliser på finalen, banetærsklen ikke for høj og ikke for lav når man ser ud af ruden og så skiftevis se på fartmåler og ud af vinduet. Hvis der kommer et vindstød kan man risikere vi kommer under stall speed og så synker vi igennem så man skal være hurtig på gashåndtag og styretøj. Til sidst glider vi lige ind over træerne og lander lidt inde på banen og backtracker til hangarerne. Vi bliver enige om at vi valgte den rigtige kortbane flyver da vi købte Savannah’en. Lidt senere fortæller pladsejeren at han kender konstruktøren personligt og at det er et meget sikkert fly under disse forhold.

Vel parkeret i hangaren så dukker Pasquale op på sin Ducati motorcykel. Modificeret så den har den rigtige lyd og ser godt ud. Der er lidt ting han ikke er helt tilfreds med. “Prøv lige at sæt dig på cyklen og mærk selv”,siger han og starter den. Jeg ser ikke problemet. Den lyder godt og ser cool ud. “What not to like!”

“Mike” hedder pladsejeren. Pensioneret kirurg og passer nu sit landbrug med frugttræer. En vældig flink fyr der har arrangeret bil og overnatning. Han tager os med til byen til vores B&B. På vejen stopper vi hos en mekaniker der har to biler vi kan vælge mellem. Jeg foreslår Frederik vi tager den lille Panda. Vejene ser lidt smalle ud. Vi får den næste dag og så afsted igen. Mike spørger “drikker i kaffe?” Det siger vi ikke nej til. Afsted det går ind i den gamle by gennem små gyder og gader. Der er ikke meget plads, men det går fint. De er bare bedre til at køre bil og ikke mindst parkere dem. Jeg ser en bil parkeret og kan simpelthen ikke gennemskue hvordan de har fået den så tæt på muren. Det er fint man kan slå sidespejlet ind – men selv det er ikke nok her.

En hurtig kaffe i en rigtig kaffebar og så over til vores B&B. Inden han går spørger han om vi spiser pizza. Jo det gør vi da bestemt. Fint så kommer han i aften klokken otte og henter os. Det lyder godt!

Mike kommer og henter os. Vi skal lige over og smage på nogle jordbær. I Danmark blomstrede de da vi tog afsted, her er de flotte røde og smagfulde. Citroner, appelsiner og så videre hænger på træerne. De har det hele

Vi mødes med Mikes kone, datter, sønnen samt hans ven og spiser middag i en smart og moderne restaurant. Vi forstår at datteren skal giftes om en måned og er hjemme fra Barcelona et par dage. Det er interessant at høre om Italien. Vi forhører os om trafikken. De lader os forstå at vi ikke skal være bekymret. De ved vi er udlændinge. Men hvordan det? Vi kører jo i en lokal bil? Pasquale smiler og siger ” I holder jo stille når der er rødt lys”. Politik er vist noget de bruger tid på henne i Rom. Berlusconi er længe glemt og Draghi – ja han gør ikke så meget væsen af sig. Og det er de væsentlige ting der tæller som at slutningen af romerriget startede i Mike’s baghave!

Maden er god og velsmagende. Vi har spist alt for meget. Inden vi er tilbage på vores B&B har Mike inviteret os på middag i morgen – “så siger vi klokken otte!” Det kan vi ikke sige nej til.