Vi har arbejdet vinteren igennem for at opgradere vores fly med en supercharger. I en kold hangar – helt ned til 10 graders frost – har det indimellem været svært at forestille sig, at det ville blive sommer, og at vi skulle på uge 27-tur. Men nu sker det!

Vi skal af sted med en masse andre fly. 30 ultralette fly er tilmeldt, og det bliver sjovt at hilse på de andre danske piloter igen – fra hele Danmark.

Denne gang skal vi østover: ned igennem Tyskland, Polen, Slovakiet, Tjekkiet og tilbage gennem Tyskland hjem. Den første del er fladt land, men senere skal vi igennem bjerge, og det passer os fint, at vi har kunnet træne lidt bjergflyvning.

Superchargeren arbejder, som den skal, og vi er så småt ved at have det hele justeret ind. Vi får lavet 25 timers service på den, så den er klar til fredag. Så kigger vi på hinanden, og Frederik siger: “Skal vi?” “Nemlig,” siger jeg. Det er sommeraften, det er lunt og vindstille, så selvfølgelig skal vi ud at flyve en tur.

Vi får klarering,går i luften og climber til 1.500 fod. Frederik skal holde den lidt i ørerne, for nu, hvor der er supercharger på, vil den gerne op og af sted. Men vi skal altså holde os under 1.500 fod, så vi ikke kommer for tæt på trafikflyene, der skal ind og ud af Kastrup.

Vi glider forbi Køge, og fartmåleren viser 200 km/h. Ingen tvivl: Den vil gerne sydpå. Ud over Stevns nyder vi landskabet og solnedgangen. Helt fantastisk vejr!

Alt for hurtigt er vi tilbage igen, og Frederik anflyver bane 29 med skarp sol, så det er svært at se banen. Vi kommer tæt på og ser PAPI-lysene. Pengene passer, og vi glider stille og roligt ned og sætter hjulene på banen. Det kunne SAS ikke have gjort bedre.

Flyet parkeres, og vi gennemgår detaljerne én gang til. Der er vist ikke mere, vi kan gøre, andet end at vente på, at det bliver fredag morgen klokken 8. Vi er som små børn, der venter på juleaften – vi kan ikke vente.