Så skal vi endelig afsted! Vejrudsigten har set lidt gusten ud for Alperne. Min kære kone har dagligt læst op fra vejudsigterne. “Nej, nu har de sørme ændret det fra 50 mm regn til 100 mm regn!” Ja, det er jo ikke lige det man har lyst til at høre. Erfaringerne siger at vejret bliver bedre end udsigterne om foråret og omvendt om efteråret. Men der er jo som regel noget om det.

Nå, men vi bliver enige om at det vil være en god ide at tage afsted tirsdag eftermiddag og så komme et stykke ned i Tyskland inden aften. Frederik har talt med dem i Ballenstedt. Tårnet melder de nok skal sørge for overnatning. Og hvad nu hvis vi bliver forsinket? Myldretidstrafikken til Ringsted hvor flyet står er ikke til at planlægge med. “Also, kein problem. We will follow you on the radar and wait for you”. Det er flinke folk i Ballenstedt og de har en super god service. Overnatning, restaurant, brændstof, billeje og fornuftige priser – det kan man ikke sige nej til.

Min gode søn Magnus tilbyder at køre os ned til flyvepladsen. Det hjælper godt på tidsplanen. Kollegaerne har også forståelse for at man har gang i et projekt. De spørger interesseret til hvad jeg nu har gang i og om det er rigtigt jeg vil flyve vandflyver. Jeg fortæller livligt som man vel gør når det er noget man brænder for. Nå, men kollegaerne er flinke og bærer over med mine særheder og så kan jeg nok ikke bede om mere.

Frederik og Magnus med kæresten henter mig på mit arbejde og vi skal afsted. Det bliver en hyggelig tur til flyvepladsen, selvom der er kø hele vejen. Frederik og jeg kigger på uret. Når solen går ned så skal vi være på jorden så det kan ikke nytte at pjatte tiden væk. Vi har en stram tidsplan. Frederik får indsendt flyveplanen og de svarer straks tilbage at den er i orden.

Flyet er gjort klart og Frederik laver “Pilots walk around”. Motoreftersyn, gennemgang af flyet og ser at alt er i orden. Vi tager afsked med de unge mennesker og taxier ud til startbanen. Der er en solid sidevind. Frederik og jeg gennemgår lige sidevindsstarter. Han har prøvet det før så det er vi komfortable med og efter det sidste check melder vi afgang og går i luften. Det går fint og som det skal. Lige ned af banen selvom det blæser på tværs.

Jeg melder ind hos flyvelederen og melder vi er på flyveplan. Vi får QNH og squawk koden. Det bliver sat op og de melder vi er identificeret på radaren. Så er vi på vej – og det har vi ventet på hele vinteren.

Landskabet glider forbi os. Frederik har sat autopiloten til og vi slapper af mens vi nyder udsigten. Solen skinner og der er lunt i cockpittet. Det er en fantastisk udsigt.

Om lidt skal vi skiftes over til Langen information. Det er de tyske flyveledere. De har travlt og de er punktlige så vi skal have orden i sagerne. Jeg får indstillet radioen og checket rapportpunkterne. Vi bliver skiftet over og så får vi besked på at de har set os på radaren, QNH og ny squawk kode meddeles. Meld ved næste rapportpunkt. De spilder ikke tiden med at sludre og det forventes at piloten kender fraseologien. Fraseologien er en bestemt remse af ting man melder så kommunikationen er sikker og effektiv.

Nordtyskland ser betagende ud i foråret. Marker, skove, veje, floder med transportpramme osv. Vi har en modvindskomponent så der er tid til at se på det hele og få en sludder om lidt af hvert.

Vi nærmer os Ballenstedt og bliver skiftet over til tårnet. Vi får landingsinstruktioner, “shortest possible approach please”. Han vil gerne have os ned så hurtigt som muligt så de kan lukke flyvepladsen. Brændstof må vi vente til i morgen med og så får jeg taxiinstruktionerne til forpladsen ved siden af bænke og borde. Først tænker vi det kan ikke passe. Men jo den er god nok, det er en levende flyveplads hvor de lokale kommer for at se fly på tæt hold.

Frederik og jeg går i tårnet. Vi får en sludder – nok har de lukket men flyvelederen skal da lige høre hvordan turen var gået. VI fortæller vi er bekymret for vejret syd på. “Tomorrow 9 am in the tower and I’ll give you a weather briefing.” Fin service, der mangler ikke noget i Ballenstedt.

Jeg stikker hovedet ind i restauranten og hører om vi kan få lidt at spise. Jo, bestemt men køkkenet lukker kl 9. Det passer os fint. Og mon vi kan få et glas øl også? Først forstår han ikke hvad jeg snakker om. Så ser han vantro på mig og siger det er jo Tyskland vi er kommet til – selvfølgelig kan vi få øl. Jo, det forstår sig naturligvis. Selv på en flyveplads serveres der øl i Tyskland.

De andre gæster hilser venligt på os. De er kommet for at spise og se fly der lander og letter. Vi får en fornemmelse af at vi er en del af kulisserne. Et par piloter fra udlandet der lander i solnedgangen og kommer ind med deres logbøger under armen. Det kan næsten ikke blive mere idyllisk.

Maden og øllet smager godt og vi nyder aftenen. Mens vi tømmer det sidste glas øl kommer værten over og siger at vi lige skal smage hans hjemmelavede Albanske Raki. Jeg ved ikke rigtig, men Frederik mener det går nok. Vi får et lille glas. Den er faktisk ganske god og vi bliver enige om at her kommer vi forbi igen.

På vej tilbage til hytterne snakker vi om vejret. Hvis nu bare det ville klare lidt op de næste par dage. Henunder aften ser GAFOR’en i Alperne jo også bedre ud. Tja, sådan er det at være VFR pilot – vejret bestemmer hvor man kan flyve. Vi bliver enige om at vi skal have en god nats søvn og så ser vi på det i morgen.