Jeg vågner tidligt. Vi skal hjem i dag, og vores venner, der kører i bil, er nok allerede taget afsted. De kører i en fin rød ID.Buzz med campingudstyr, men det bliver en lang tur. Jeg bliver træt ved tanken og lægger mig om på den anden side og sover videre.

Et par timer senere er vi ude af fjerene og på vej ned til den lokale bager. Det er fantastisk vejr. Vindstille og høj sol – det haster virkelig ikke med at komme hjem. Vi snakker om livet i sus og dus. Hvis bare man havde en million – eller måske nok en hel del af dem.

Mens vi spiser morgenmad, ser vi på vejrudsigterne. Fint i Sydtyskland, men nord for Harzen ser det ud til at blive kraftig vind fra vest med lavt skydække. Nå, men det bør være muligt at flyve hjem, ellers må vi jo overnatte.

Jeg ringer efter den lokale taxi. Men nej, det tager mindst en time, før vi kan få en vogn. Man må forstå, at der er en stor flyvemesse i byen, og den tager alle vognene. Jo, det har vi forstået, og vi har været der, men vi skal tilbage til flyvepladsen. Så var der straks forståelse for situationen, og de skulle alligevel ud og hente nogen, så måske kunne vi komme med. Chaufføren dukker hurtigt op, og afsted går det gennem landskabet med blomstrende frugtmarker og Tobleronebjerge i baggrunden.

På flyvepladsen ankommer og afgår flyene. Snakken er livlig mellem piloterne. Nogle skal have brændstof, og andre ved, at der er en flyveplads 10 minutter væk, som kan hjælpe. Vi vil gerne låne en skruetrækker og stramme et par spændebånd på motoren. Vi får fat i chefen, der sidder på kontoret – et ombygget VW rugbrød. Han viser os hurtigt ind i hangaren, hvor de også har svæveflyveværksted. Er der brug for mere hjælp, skal vi bare sige til.

Solen bager ned, og vejret er fantastisk. Vi ser en Savannah-vandflyver, der lige er kommet ind fra Italien. Vi er skolet på samme model, så vi skal selvfølgelig lige snakke med piloterne. Det var en herlig sommer, da vi var på Elba for at lære at flyve vandflyver, men desværre er Danmark ikke så velegnet til små vandflyvere. “Jamen, I skal da bare komme til Comosøen,” siger den ene pilot. Det viser sig, at han er instruktør på flyet og gerne giver timer. Det er jo meget fristende at dreje sydpå efter afgang, men det går jo nok ikke. Vi skal mod nord for at komme afsted.

Vi får motoren gået efter. Alt er som forventet. Mens vi står og kigger ned i motorrummet, dukker en yngre pilot op med et kamera og spørger, om han må tage et par billeder. Det er ikke så tit, man ser denne flymodel med en bule på motorhjælmen. Han flyver Cessna og Piper og er ved at omskole til instrumentflyvning. Det tager tid, men han satser på, at han kan være checket ud i år. Det er en dyr hobby, så vi slipper lidt lettere i vores flykategori.

Nu går den ikke længere. Det er ved at være middag, så vi skal afsted. Jeg taxier ind på banen og liner op. Motoren går, som den skal, og flyet er hurtigt i luften. Vi nyder udsigten og den rolige luft. Foråret er godt i gang i Sydtyskland, og vi er på vej til Roskilde, hvor det knap er begyndt.

Vi skal ned og tanke i Ballenstedt, og vinden er taget godt til og kommer på tværs af banen. Der er kraftige vindstød, men banen er lang, og jeg tænker, det går nok. Men ikke i første forsøg. Jeg hænger to meter over banen, og vindstødene er så kraftige, at jeg ikke kan lande sikkert. Jeg går rundt igen, og denne gang sætter jeg ikke flaps, men hæver farten lidt. Det gør det lettere at styre flyet, og da det er en lang bane, kan vi sagtens nå at bremse ned.

Vi får tanket og går i tårnet og snakker med flyvelederen om vejret nordover. Det bliver kun værre, og vi skal regne med lavt skydække og kraftig blæst. Hmm, tja, vi kan jo starte med at spise frokost og så sikre, at vi har en plan B. Jeg noterer mig at han har et parkeringsskiltet liggende på bordet. Jeg fornemmer vi er tæt på Bloksbjerg siger jeg til flyvelederen. “Genau” svarer han og jeg må forstå at hekse er noget de døjer en del med her i Harzen.

Vi går i luften igen og flyver gennem det nordtyske landskab. Vi kender endnu ikke vores brændstofforbrug godt nok, efter vi har fået supercharger på motoren, så vi er ikke sikre på, at vi kan komme helt til Roskilde. Maribo er en fin plads at tanke brændstof, men de har lukket. Vi beslutter at gå ned i Lübeck. Nu er der ingen tvivl om, at det blæser med vindstød og hvad dertil hører. Vi får lov at komme i kontrolzonen, og Frederik gør klar til landing. Fin bane, men vinden er udfordrende. Frederik er god til at flyve. Han hæver farten og anflyver uden flaps, og så skal der arbejdes med styretøjet. Fin landing og så over til tankstationen.

Lübeck lufthavn har af flere omgange været militærlufthavn og dateres helt tilbage til 1914. I 1948-49 blev den flittigt brugt til luftbroen til Berlin, hvor der blev fløjet kul og madvarer ind til Berlinerne og flygtninge blev taget med tilbage. I dag er det en backup lufthavn til Hamborg, så der er alt til faget hørende også for de større fly.

Der går tid med at udfylde papirer, og endelig kan vi få lov at tanke. Det er hundekoldt, så vi er klar til betaling og hurtigt afsted igen. Men nej, vi skal over på et andet kontor og klare den sag, så der bliver ringet efter en marshaller, som kører os. Vi forstår, at papirarbejdet faxes over til det andet kontor. Frederik og jeg undrer os over, at man stadig bruger fax, men det må være det, Ursula von der Leyen mener, der skal gøres noget ved, når hun taler om digitalisering.

På havnekontoret vil vi gerne betale og så hurtigt mod Roskilde, inden det bliver mørkt. Men det ser ud til, at faxen aldrig er nået frem, så vi må i gang med papirarbejdet én gang til. Vi venter tålmodigt, indtil han endelig siger “alles klar”, og så afsted.

Ind over Femern er vindstyrken nu oppe på 20 knob sidevind og 30 i vindstød med lave skyer. Det er ikke lige det, vi har brug for, men vi kender terrænet og ved, at om foråret plejer skyerne at løsne op over vand. Det vil være fint, så vi kan komme op i højden.

Det virker underligt at sidde i flyet med næsen mod Fyn og så drive sidelæns mod Roskilde, men sådan er naturloven. Vejrudsigten siger kraftigt regnvejr og vindstød over Midtsjælland. Ganske rigtigt får vi vasket flyet, da vi passerer Ringsted. Og der sker noget i de skyer. Vi bliver blæst ned og taber pludseligt 300 fod, og ligeså pludseligt, da vi kommer fri af skyerne, stiger vi igen. Solen er ved at gå ned, da vi får lov at lande i Roskilde – en flot udsigt fra cockpittet.

Dagen efter hører vi fra vores venner, at de havde kørt gennem Tyskland hele dagen og først var hjemme ved midnat. De havde holdt øje med os på Flightradar og var bekymrede for blæsevejret. Det er gode flyvevenner, der bekymrer sig om os, så dem vil vi meget gerne på tur med igen – og meget gerne have, at de flyver sammen med os.