Det er søndag. Vi står op og skal have lidt morgenmad. Cafeer og restauranter er fyldt op igen søndag morgen. Lidt overraskende, men de nyder livet og snakker på livet løs. Hen i mod klokken 10 er de forsvundet igen. De skal nok næppe i kirke så det er nok bare sådan de starter deres søndag.

Vi tager afsted til flyvepladsen og har planlagt at tage gennem Alperne for at se Mont Blanc. Megéve er en Altiport, en flyveplads der ligger i 5000 fod som vi gerne vil besøge.

Vi får tanket og denne gang har de UL91, AVGAS UL91 og Jet fuel. Det sidste skal vi ikke have, men hvordan var det nu. Vi får fat i en der ved det og vi får tanket UL91. Vi kommer afsted og bevæger os gennem bjergene til Grenoble og videre op til Mont Blanc. Et bjergtagende landskab.

Mont Blanc er i 15.000 fod, flyets service ceiling er 12.000 og vores certifikat siger 9.500. Vi må nøjes med at se det fra siden. Tæt på er det imponerende og vi får respekt for elementerne.

Så er tiden kommet til at anflyve Megéve Altiport. Der er klare anvisninger for hvordan den skal anflyves og i hvilken højde. Vi har checket vejret, kameraerne på pladsen og i øvrigt talt med lokale piloter. Vi synes vi er forberedte. Vi overflyver pladsen og der er ikke meget plads at gøre godt med. Der er kun et landingsforsøg – det er ikke muligt at gå i luften så det gælder om at holde styr på højde, fart og position under anflyvningen. Det går fint og Frederik sætter flyet på banen der stiger 7%. Vi må give gas for at komme helt op på toppen af banen. Vi får parkeret og går over til havnekontoret. Chefinstruktøren på pladsen kommer os i møde og spørger hvor vi kommer fra og om vi havde læst anvisning for anflyvning. Jo, det havde vi da og spurgt andre til råds også. Han fortalte at der desværre havde været uheld gennem tiderne fordi uerfarne folk ikke havde forberedt sig ordentlig. Uha tænker man, men han fortalte at vi havde været i den rigtige højde og alt var godt, men det var vigtigt at man forstod det ikke er muligt at gå i luften igen. Man skal lande om det så koster flyet.

Vi får frokost, tanket og inden vi tager afsted igen checker vi lige Koch diagrammet. Den siger vi skal bruge 2½ gange længere bane for at kunne starte heroppe i 5000 fod og med 25 graders varme. Vi er glade for det er en kortbaneflyver og ikke en tung Cessna vi skal afsted i. Turen tilbage er rolig og behagelig og vi betragter byerne langt nede i dalen, de få ensomme huse der ligger på toppen af et bjerg og de zig-zaggede veje derop til. Meget anderledes end Danmark.

Tilbage i Gap-Tallard lander vi og får lige tanket igen. Jeg ser der er en cumulus der tårner sig op. De kan blive til cumulus nimbus meget hurtigt og så bliver det uvejr. Vi skal til Italien i morgen så vi går i tårnet og får en snak med flyvelederen. Vi kigger på kortet og ruten vi har tænkt os – det er helt i orden, men pas på dem der siger han og peger på cumulusen, der nu havde vokset sig stor og sort. Vi går ned igen og skal lige se et af springerflyene der bliver tanket. Piloten peger op på cumulusen og siger at han skal afsted nu med de sidste faldskærmsspringere ellers når de det ikke inden der kommer vindstød. Nu har den for alvor taget form og vi kan høre det rumler.

På vej til byen ser vi nogle der står og arbejder på et akrobatikfly. Det ser skarpt ud! En meget stor motor og små vinger. Nå, men tilbage i byen bliver vi enige om at vi skal tidligt afsted og så går vi ud og spiser på pizzarestauranten der åbnede i går. De er glade for at se os igen og maden smager godt. Det blev endnu en god dag på turen.