Michael Bergmanns flyveskole i Kempten Durach har specialiseret sig i Alpeflyvning med teori og praktisk flyvning. Allerede ved indgangen til flyveskolen ser man at de udmærker sig ved at bruge velafprøvede metoder. Wetterbriefing kan hurtigt og entydigt aflæses af selv nye aspiranter.

Vi startede med at få udleveret de rigtige kort for Alperne i stedet for dem man normalt anskaffer sig på nettet. Vigtigt at man kan se detaljerne. Sikkerhed først!

Næste punkt var en detaljeret gennemgang af vejrmeldinger. Hvilke kort anvendes, hvor hentes de, hvornår er der grønt lys for uerfarne osv. Selv de lokale har respekt for vejret her, der kan skifte på meget kort tid.

Derefter gennemgang af særlig forhold i bjergene. Krydsning af pas, aflæsning af skiltning for kabelbaner mm.

Så gennemgås detaljerne lige igen og instruktøren sikrer sig at vi har forstået hvad vi har med at gøre.

Teori er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt for at kunne flyve i bjergene. “Fladlændere” som danskerne jo er har ikke nødvendigvis fornemmelse af bjergforholdene. Så Praktisk flyvning er ubetinget nødvendig.

Flyet er tanket og checklisten gennemgået. Flyvelederen har givet taxiinstruktioner og vi er klar til afgang. Ind på banen og vi er i luften. Flyveskolen betjener sig af et par Sirius TL-3000 fly. Meget anderledes end det vi er vant til. Yoke styring og bygget i glasfiber. Men det flyver udmærket og vi climber og går ind i Alperne.

Fantastisk udsigt! Først skal der trænes vendinger. Vi kender alle udtrykket “i en snæver vending”. Her taler vi om alvorlige sager og man skal mestre en snæver vending. Hold højde, flyvefart og ikke krænge for meget. Luften er tynd i højden og ikke noget med at komme i nærheden af stallspeed.

Øvelserne går fint efter et par forsøg. Så skal vi ind i dalen. Der holdes til højre. Det skal man lige øve sig lidt på. Bjergsiden ser hård ud og man har ikke lyst til at komme for tæt. Men det er ikke godt nok. Vi skal så tæt på at man kan se det er træer og ikke bare lidt bevoksning.

Der trænes vendinger og flyvning om hjørner som er en speciel manøvre hvor man først checker hvad der er bag hjørnet – er der trafik, skyer og ligner det i øvrigt det vi ser på kortet?

Forcering af et pas er ikke noget problem på afstand. Men når man kommer tættere på så skal der climbes. Stigeevne, nuværende højde, terrænhøjde og sikkerhedshøjde skal vurderes. Her skal man være sikker og der anflyves i 45 grader vinkel for at sikre vi kan gå rundt hvis vi ikke kan gå over.

Efter en times tid i bjergene synes man at være fortrolig med forholdene. Og har vænnet sig til der er helt stille på radioen. Hvilken frekvens kalder man flyvelederen på? Ingen, flyvning i bjergene er uden flyveledelse for det meste. Kun når man er i nærheden af en lufthavn kan man få kontakt.

Vi nærmer os Innsbruck. Radioen er indstillet på frekvensen. Helt stille på radioen indtil vi runder en Alpetop og så er der travlt på radioen. Vi skal have tilladelse til at krydse luftrummet og der skal kaldes op 5 min før. Vi er 6 min fra rapportpunktet. Nu må de andre gerne tie stille så vi kan komme til. Det går lige og vi får lov at flyve igennem. I Danmark er det ofte 1500 fod eller derunder vi får på klarering. Her er det 5.800 fod og højden skal holdes. Der er trafik over og under. Nogen skal ned andre skal cirkle for at komme op så de kan komme over Brennerpasset.

Lidt sved på panden. Der er travlt på radioen. Der er fly i luften. Turbulens er der også. Vi bliver kaldt op og skal ændre rute. “Flyv langs den sydlige del af kontrolzonen.” Så var det godt havde trænet flyvning op af bjergsiden. Nu er det så lige vi skal huske hvad der er nord og syd. Lidt senere ændring igen. “Flyv langs den nordlige del.” Vi får fodfæste og har overblikket igen – en instruktør ombord er ikke uden betydning når der er travlt.

Ude af kontrolzonen er der ro på igen og radioen bliver stille efter vi runder bjerget. Så dukker der hanggliders op. De har et særligt område de foretrækker. Vi skal alle være der. Men hvor mange er der og hvordan holder vi øje med dem? Det går fint. De har farver på skærmen indtil jeg ser en der har en hvid skærm. Samme farve som sneen så den havde lige gemt sig. Her er reglerne klare. Kig ud, hold øje og undvig dem. Det gør vi så.

Tilbage igen og vi anflyver pladsen. Trækker flaps, går på finale, ned i flyvefart, tærsklen ligger rigtigt i vinduet og alt ser fint ud. Men det er et andet fly end det jeg er vant til og den skal bruge noget mere bane før den sætter sig. Igen kommer instruktøren til sin ret.

Tid til debriefing og vi gennemgår turen. Får et overblik over det der skal trænes lidt mere og hvad der antages at være på plads. Meget behagelig instruktør med en god pædagogiske tilgang.

En herlig dag i bjergene!