Europatur 2024
Det har været et langt og koldt efterår. Vinteren var ikke bedre. Flyvevejret skulle man se langt efter og var det endeligt godt så stod banen under vand. Men vi ved alle at det bliver forår og træerne springer ud igen. Så bliver det flyvevejr, varmt og de lyse nætter starter.
Når vintervejret er værst kan jeg finde på at lytte til den storslåede Italienske opera. Puccinis Turandot, et glas Italiensk rødvin og billederne fra sidste tur rundt i Europa varmer jo – men det er ikke det samme som at være der. Jeg ringer til Frederik, min flyvemakker der har den anden halvpart i flyet. Jeg kan høre han også døjer med tyngdekraften og det jordiske liv. Vi må ned sydpå igen når vejret bliver til det. Så sludrer vi lidt om hvor og hvordan. Det koster jo ikke noget at snakke om det. Vi bliver hurtigt enige om at nu hvor vi har fået “Mountain rating”, så bør vi krydse alperne. Det var en flot oplevelse så det under vi gerne os selv igen. Og hvis vi kan overtale fruerne til at kigge forbi Italien så kunne vi jo også holde lidt ferie sammen. Det var vældig hyggeligt sidst så hvorfor ikke tage en uge sammen på landjorden. Den er de helt med på så alt er på plads.
Men at tage hjem efter to uger synes vi er for lidt. Måske vi kan flyve lidt rundt dernede. Frankrig er også et fint flyveland. Der er mange muligheder når man flyver ultralet. Pludselig foreslår Frederik at vi kunne tage “Seaplane rating”. Men nej, det er jeg altså helt sikker på jeg ikke må og jeg skal jo heller ikke have en vandflyver. Men Frederik kan fortælle at det ikke er så dyrt hvis bare man vælger at blive skolet på samme maskine som vi flyver, for så er det jo bare konfigurationen med pontoner der er anderledes. Frederik fortsætter, “se lige denne her flyveskole, Voli di Mare, og priserne er meget rimelige. Check lige deres hjemmeside og de flotte billeder.” Det ser meget tiltrækkende ud det må jeg jo indrømme. Og så har vi jo også den aftale at man ikke må sige nej til noget den anden har foreslået. Vi vil ikke have dårlig stemning i cockpittet!
Jeg bliver fristet og da der ikke er en voksen til stede så beslutter vi os for at undersøge det nærmere. Alt ser rigtigt ud. En uge på den Italienske ø Elba med en vandflyver på stranden. Capoliveri hedder området. Meget tiltrækkende!
Aftalen er på plads med Alessandro. Han anbefaler os at læse hans bog om vandflyvning inden vi kommer så vi får mest mulig ud af skoleopholdet. Den bliver straks bestilt så vi kan studere lidt om aftenen. Vi glæder os som små børn – utroligt hvad ultralet flyvning kan føre til.
Endelig når vi til april og vejret bliver så småt flyvbart og banen begynder at tørre op. Det har været en lang vinter og der skal bankes rust af piloterne. Flyvebarometeret fortæller tydeligt at min første tur skal være sammen med en instruktør. Jeg synes selvfølgelig godt at jeg fint kan flyve. Men årtiers erfaring siger noget andet i flyveverdenen og derfor er træningsbarometeret blevet en standard for piloter. Udfordringen er ikke at flyve i stille vejr når alt er godt. Nej, det er hvis det bliver udfordrende. Sidevind, vindstød for slet ikke at tale om hvis motoren kvitter og man skal lave en nødlanding. Jeg har Lesley med ud at flyve. Han er meget behagelig og en dygtig instruktør.
Vi kommer fint af banen og så i luften. Nå, jeg har ikke glemt det hele og så går vi i gang med airworks. “Ja”, siger han så på sin egen sindige måde, “du kan jo godt flyve, men når vi aftaler at du flyver ottetaller så er det jo meningen at du skal holde højden, farten, krængning, passe radioen og se ud af vinduet – samtidig”. Det er jeg helt med på og jeg må erkende at jeg skal have trænet rutinen. Vi terper ottetaller og nødlandinger. Jeg noterer mig der er mange højspændingsledninger på Midtsjælland. Dem ser man først når man er under 1000 fod og så er der kun godt et minut tilbage til man står på jorden. Det er ikke det rette tidspunkt at opdage man ikke er i flyveform.
De følgende uger tager jeg nogle flere ture. Det handler om at flyve op til standard så vi er klar til at komme afsted. Og nu er det ved at være varmt i vejret. Maskinen bliver vasket og pudset, service er udført, så nu venter vi bare på at dagen kommer, hvor vi trækker propellen op og flyver sydpå!