Vi havde egentlig besluttet os for at sove længe, men vi vågner tidligt og vejret er igen solrigt. Frederik fylder 50 i dag. Det er jo et skarpt hjørne vi har snakket lidt om på turen. Han ved jo ikke hvad det betyder for ham og jeg øser jo gerne af min alvidenhed. Jeg husker vi tidligere var ude at gå og jeg fortalte om at der jo godt kunne være 2-3 gode år efter man fyldt 50. Han så forbløffet ud og jeg talte videre om kunstige knæ, stærkere pærer i lamperne så man bedre kunne se osv. Og så skulle han jo nok regne med at flyvelægen næste gang ville tale om at det ikke behøvede at være så slemt hvis “Medical” ikke blive fornyet. Udsigten fra passagersiden er jo ligeså god og så kan man jo prøve at følge med i flyvningen så godt man kan. Frederik var ellers i godt humør inden vi kom til at tale om det og jeg spurgte forsigtigt om jeg havde sagt noget forkert? Men næ nej, det var lige det havde han brug for at vide. Og det er jo rart man sådan kan hjælpe til. Så jeg fortsatte med at fortælle om alle de gode hjælpemidler man kan få nu om dage. Så mente Frederik at han havde hørt nok og at vi skulle sidde ned på en cafe og drikke et glas øl og hvis jeg så kunne være stille imens så ville han foretrække det.

Jeg er knapt stået op før der kommer en SMS fra Annemarie der beder mig ønske ham tillykke og sørge for han for en god dag. Hun er betænksom og jeg tænker han har været heldig med Annemarie.

Vi skal have lidt morgenmad og Frederik foreslår jeg lige kan skrive færdig og så henter han noget at spise imens. Men der er lukket i de lokale forretninger. Mike fra Napoli bliver vores redningsmand for vi har stadig lidt frugt tilbage. Så det bliver med kaffe og frisk frugt. Det passer nu også fint for det er begyndt at blive varmt så man er ikke så sulten.

Frederik går ud og ser lidt på byen og jeg skal lige have det sidste klar. Vi skal mødes ved Trevi fontænen. Der er allerede mange turister. Jeg taler lidt med et par amerikanere. Coronaen er væk nu så de må bare ud og rejse. Og man ved jo ikke om den måske kommer tilbage til efteråret.

På vej dertil kommer jeg forbi et Vespa museum. Man må sige de forstod at sætte Italien på hjul. En fiks sag i 1950 og er det stadig i dag. Der er udstillet en model der har kørt fra Italien til Indonesion. 32.000km. Med en gennemsnitsfart på 50 km/t så har det taget 640 timer! Den er ekstraudstyret til langfart, ekstra benzintank med indbygget baggagebærer, en lille kurv bag styret til lidt af hvert herunder en elektrisk lighter så man ikke behøver at stoppe for at ryge.

Lidt længere nede af vejen står der en fyr der har svaret på hvad man skal med et fly – så man kan komme op. Det er Cæsar, så han har jo nok ventet længe på at nogen spurgte ham om det. Leonado Di Vinci forsøgte sig også med flyvning, men det kneb vist med bæreevnen.

Frederik og jeg bliver enige om at vi skal se Vatikanmuseet. Vi går derhen igennem gaderne og oplever byen. Der er travlhed og trafik – men altid høflige og velklædte Italienere. Turisterne derimod kan man have sin mening om.

Museets samling er imponerende og overvældende i en grad hvor man er tvunget til at vælge hvad man vil se. Den ene sal efter den anden er prægtigt udsmykket for ikke at tale om det de udstiller. Det er ofte dramatisk og tumultagtigt. En hel historie i hvert billede – men internettet, Twitter osv var jo heller ikke opfundet dengang.

Det Sixtinske kapel er nok det mest kendte og der er helt fyldt med mennesker. Det er her en ny pave vælges og det er en process der tager flere uger. Til sidst stiger der hvid røg op af skorstenen og paven er valgt. Loftet får stor opmærksomhed. Det forestiller Adams skabelse og er lavet af Michelangelo fra 1508 -14. Seks år med hold i nakken – men til gengæld kommer hele verden og ser på det 500 år senere.

Vi har vandret flere timer på museet og sætter os på en cafe og planlægger hvad aftenen skal gå med. Vi bliver enige om at da der er tale om en fremskreden alder for Frederik så er det nok passende med en lille lur og så gå ud at spise bagefter.

Uden for vores lejlighed står et par ældre Fiat biler. Den ene en 500 i stationcar. Man tænker ikke at det kan lade sig gøre, men jo Italienerne kan optimere bilerne til det yderste. Den lille 8 personers bus er på størrelse med en almindelig personbil. Jeg kan godt huske den fra da jeg startede i første klasse. Den blev brugt som skolebus og jeg synes den var stor og der var jo også alle de andre børn i den. Men nu kan jeg godt se at den måske alligevel ikke var så stor.

Bianchinien var til salg og selv om den er lille er jeg sikker på der vil være nok til et svendebrev for en pladesmed. Der var lidt her og der. Og helt vandtæt var den vist heller ikke. Men tilsyneladende stadig i daglig drift i Italien – og med stort panorama soltag!