I går var endnu en herlig dag i Italien! Vi havde nydt lørdag aften og det gode køkken til sent på aftenen. Vejret, maden og stemningen inviterer til det.

Tidligt op søndag morgen kl 9. Ja det må jo være tidligt, for Italienerne er ikke rigtigt stået op endnu. Vi skal ned på en café og have et glas juice, en kaffe og en croissant. På vejen ser vi at der er sprøjtet olie på alle de små veje. Lidt besynderligt og noget fedtet. Vi forhører os om årsagen og får forklaret at det er en bil der har lækket olie. Gaderne er meget smalle så den lille bil har meget effektivt fordelt olien rundt i adskillige gader før den er kørt tør. Andre biler har kørt rundt idet og fordelt det over et stort område. Renovationsfolkene har travlt i deres små biler og hælder mel og rødt “kattegrus” på for at tørre det op. At male byen rød får en helt ny betydning.

Vi forlader vores B&B og går over til stationen for at finde en taxi. Der er tumult og vi er heldige at finde en taxi. Det viser sig at togene strejker og taxierne har travlt. Chaufføren spørger om det er OK at bruge motorvejen for der skal betales ekstra. Det forstår vi ikke. Flyvepladsen er jo lige uden for byen? Chauføren kigger på os – Pisa, Firenze, Rom?? Hvad, Lucca, det må vi forstå at det kan han ikke leve af og her havde han regnet med den lange tur og der var jo andre kunder. Frederik taler lidt Italiensk og fik ham hidset ned ved at love lidt ekstrabetaling. Men blodtrykket var vist ikke helt på plads da vi kørte gennem byen. Hornet bliver brugt flittigt og der bliver kommenteret på de andre trafikanter. Hvorfor kører de langsomt og han skal skynde sig tilbage og hente flere kunder.

På flyvepladsen skal vi have tanket. Der kommer to mand ud i tjenestevogn fylder op. Og fuldtanket skal forstås som at der ikke er plads til en deciliter mere.

Der er meget trafik på pladsen. Mange er taget derud for at springe i faldskærm og svæveflyvere er der også. Derfor står der flere steder at man ikke må starte motoren ført man har fået klarering fra tårnet. Reglen er ellers at man starter og er klar til taxi før man kalder tårnet.

Medens vi gør klar ser vi et fly styrtdykke. Det ser drabeligt ud og han lander direkte uden at gå i pladsrunden. Det er flyet der har sat faldskærmsspringerne af. Han er på jorden inden springerne kommer ned. Og han har lastet nye springere og starter igen når den sidste faldskærm er på jorden. Inden vi får lov at starte skal de lige have et svævefly trukket ned af banen.

Vi kommer i luften og følger udflyvningsruten. Snakker med Firenze Radar gennem deres luftrum og bliver skiftet over til Padova Information. Selvom bjergene er mindre så kniber det alligevel med radiokontakten. Flyvelederne ved præcis hvor langt de rækker. Vi når lige at få de nye instruktioner og så er der stille indtil de dukker op igen. Slet ikke noget vi kender til i Danmark.

Vi nærmer os Loretto flyveplads. Vi ved den er der, men skal lige lede lidt efter den. Kalder op uden svar. Nå vi kalder blindt og starter anflyvningen. Den ligger nede i en lavning. Så kalder flyvepladschefen os og vi får vindinformationer og bane i brug. Vi er på rette vej. Så drejer jeg finale og ser der står et træ i den ene side lige før banen. Kombineret med sidevind er det jo ikke lige det man ønsker sig. Det er en stor hjælp at være i god flyveform og flyve en “kortbaneflyver”. Jeg drejer udenom, hurtigt ind på banen igen og lander fint. Lidt senere kommer der en der er mindre erfaren. Han svinger noget. Lander på et hjul, så to og så vipper den over på et hjul og han giver gas og går rundt for at prøve igen. Kan man lande på den korte bane hjemme i Måløv så er man godt hjulpet under vanskelige forhold ude.

I Loretto har de åbenbart en forkærlighed små fly man næsten kan have stående i skuret. Sammenklappelige og gerne hjemmebygget. Og de er stolte af det!

Vel indlogeret går vi ad landevejen ind mod den lokale bjergby. Hver lille pukkel har tilsyneladende en befæstet by her. Med en større kirke spir og tårne. Min bror ringer og spørger hvordan bjergflyvningen er gået. Han er pensioneret luftkaptajn fra American Airlines. Vi sludrer lidt om det og så spørger han hvor vi er. Tja, hvor er vi egentlig henne? Frederik ved det heller ikke lige og vi må kigge på kortet før vi ser at vi er syd for Ancona. Jeg bliver enig med min bror om at det selvfølgelig er vigtigst at kunne flyve sikkert, men at det nu også er fint hvis man orienterer sig lidt og ved hvor man er henne.

Middagen var god og det er sent. Vi spørger tjeneren om hun vil ringe efter en taxi. Nja, det mener hun nok ikke lade sig gøre. Der er kun en taxi i byen og man kan vist ikke bare regne med de kommer. Nå, men så må vi jo gå tilbage igen. Men næ, nej ikke tale om vi har jo spist på deres restaurant så kokken kører os lige tilbage til hotellet. Det går lynhurtigt ned af de snoede veje. Man får det indtryk at fartgrænserne skal betragtes som minimum hastighed. Men det går fint og vi får en god nats søvn.