Alle veje fører til Rom
Dagen starter langsomt for os i dag. Vi har bestemt os for at se lidt af byen inden vi tager afsted. Vi har aftalt at vi vil mødes med Mike over middag på flyvepladsen. Det skal vise sig senere at vi har glemt den grundlæggende regel om bjergflyvning der siger at man skal flyve om morgenen eller sidst på dagen. Vi burde vide bedre!
Det er en dejlig by, Sant’Agata Dé Goti, med dens antikke bygninger, grønne og frodige landskab og et myldrende byliv. Vi sidder under platantræerne og nyder en kaffe og lidt at spise inden vi skal ud til flyvepladsen. Det begynder at blæse op og med kraftige vindstød så støvet fyger ned ad gaden. Det bekymrer os og vi checker vejrudsigter og kigger på skyerne. Først virker det lidt underligt. Det burde ikke blæse når man ser på vejrudsigten og skyer er der kun lidt af. Vi bliver enige om at det er det særegne ved bjergene. Solen varmer bjergsiderne op og vinden tager til. Vindstødende har vi ikke en forklaring på men vi kan mærke de er der og de er kraftige.
Nå, det er tid at komme afsted. Vi skal ud på flyvepladsen, der skal hentes benzin, bilen skal afleveres og vi vil også gerne sige ordentlig farvel til Mike.
Da vi kommer ud på pladsen er Mike og et par håndværkere travlt beskæftiget med at reparere en hangar. Mike forklarer der har været uvejr og det har revet porten i stykker. De får det ordnet og medens håndværkerne gør det sidste færdig, så er der lige noget vi skal se. Mike åbner porten til en anden hangar. Der står et par sportsvogne – Italienske selvfølgelig. Særligt den grønne Fiat 124 Sport i cabriolet synes jeg er spændende. Den fik han af sin far da han fik sin eksamen som læge. Den har stået stille et stykke tid kan man se. Mike sætter batteriet til, drejer nøglen og motoren springer i gang. Det er en 1,6 liter og sikke en lyd når han gasser op. Fantastisk!. Motoren siger “vi skal ud og lege.” Bilen er fra dengang der var krom og fine detaljer – designet af Pininfarina naturligvis. Pininfarina’s slogan er “We move dreams”. Det gælder vel for os nordboere, men for Italienerne så lever de uden tvivl drømmene. Og hvorfor ikke.
Vi skal på tanken og hente brændstof. Mike peger og vi forstår vi skal følge efter ham. Det går kvikt igennem byen og så er vi ovre hos datteren igen. Vi skal ikke flyve tomhændet derfra. Mike plukker frugter fra træerne. Vi får en stor pose med. Frederik og jeg er lidt i tvivl om pladsen i flyet, men det må vi finde ud af.
Ned til mekanikeren og aflevere bilen. Vi skal lige snakke og se den lille fine Fiat 500 der står udenfor, som de netop er færdig med. Afsted igen til flyvepladsen og vi bliver sat af. Tak for denne gang til Mike og hans familie!
Vi gør flyet klar og vurderer vinden. Det er også blevet varmt nu. Vi taler med en anden pilot. Han flyver en ældre Savannah, men med kraftigere motor. Vi forstår han er læge og han virker omhyggelig og erfaren. Vi forhører os om den kraftige sidevind, varmen og banen. Han konkluderer at “Savannah, no problem”. Men det er nu lidt påfaldende at Mikes fly har ekstra kraftig turbo motor og piloten vi talte med mente at hans vigtigste instrument var “Lift reserve” indikatoren. Det er et instrument man normalt kun har når man flyver lige til kanten.
Vi pakker flyet, men får problemer med bagagen, vi kan ikke få plads til det hele. Vi fik en stor pose frugt af Mike. Frederik forsøger sig med at få plads til den nede ved pedalerne, men det går altså ikke, det er for farligt hvis de kommer i klemme. Han kan heller ikke have den på skødet. Oven på instrumentbordet går slet ikke, så kan vi jo ikke se ud af vinduet. Vi giver den anden pilot lidt af frugterne. Han siger “Take as much as you can, it is really good”.
Vi varmer op og taxier ned for enden af banen. Jeg checker magneterne, motoren spinner som en symaskine. Jeg giver fuld gas og noterer mig at omdrejningstallet er højere end normalt. Luften er tynd på grund af varmen og bærer ikke ligeså godt som vi er vant til i Danmark. Slipper bremsen og kører ned af banen. Vi roterer og holder den i 10 fod for at bygge flyvefart op. For enden af banen går vi lige ind over buskadset, mellem træerne og så climber vi over hustagene. Højdemåleren og altimeteret kører den rigtige vej og alt er godt, men det føles som om vi ikke stiger. Terrænet stiger og det er mærkeligt at flyve op ad bakke. Vi skal venstre ud, men der stiger det endnu mere. Vi bygger højde først og så drejer vi. Da vi kommer over bakkekammen kommer der kraftig turbulens og vi tager farten lidt af. Vi styrer mod Aquadukten som vi gerne vil se fra oven. Det er et imponerende bygningsværk, også set fra luften.
Alle veje fører som bekendt til Rom og vi er også på vej dertil. Vi finder pladsen og er forsigtige med højspændingsledningerne. Efter vi har passeret dem sideglider vi for hurtigt at tabe højde. Banen er lang, men det er en uskik at lande inde midt på banen, så af med fart og højde og sigt efter tærsklen. Vel parkeret kommer Paulo ud og snakker med os. “We have another Oscar Yankee here”, men det tror vi nu ikke han har forstået rigtigt. Danske fly starter med OY og det skulle være mærkeligt. “Yes, yes come and see”. Ganske rigtigt der står et dansk fly! Og lige et øjeblik, det har vi da set før. Den er god nok det er Vagn fra flyveklubben. Så det er rigtig nok at alle veje fører til Rom!
Vagn dukker op og vi får en sludder. Han flyver alene, har taget passagersædet ud og fået plads til en foldecykel og et telt. Så behøver man ikke at planlægge – fri som fuglen. Vagn skulle bare have været der et par dage, men så havde pladsejeren fødselsdag hvor han blev inviteret med og så var der flyopvisning og næste dag blev han budt på frokost med et godt glas øl af nogen andre og så kom vi jo – og nå ja så var der gået 5 dage. Men i morgen vil han også afsted – hvis ikke der kom noget i vejen.
Paulo giver os et lift til stationen og vi tager toget ind til byen. Vi har booket AirBnB og skal møde udlejer kl 22. Oppakningen er lidt tung og vi sætter os på en fortovsrestaurant for at få lidt at spise. Klokken bliver 22 inden maden er serveret og Frederik er nødt til at gå for at hente nøglen. Maden kommer og tjeneren spørger forsigtigt om hun skal sætte maden tilbage i køkkenet så den ikke bliver kold mens vi venter på Frederik. Tjenerne er dygtige og betænksomme i Italien.