Vi er på flyvemesse i Friedrichshafen. Et fantastisk sted for dem, der interesserer sig for flyvning og alt det, der hører til. Og har man for mange penge, er der rig mulighed for at få løst det problem hurtigt.

Den første dag på messen er spændende, og vi skal lige have et overblik over, hvor vi skal bruge mere tid. De store fly kan vi se på senere – de er jo alligevel alt for dyre for os, så det bliver i vores egen prisklasse, vi starter.

Der er mange spændende fly, der kan flyve på hovedet, langsomt, hurtigt eller har cockpittet udstyret med alt, hvad en pilot kan begære. Vi ser også fly, hvor vi tænker: Kan man overhovedet være i det fly – og kan det flyve?

Når man har et fly så skal man også have plads til det i hangaren. Er der fyldt op så har tyskerne også en løsning på det. En fiks elevator hvor man hejser flyet op og så er der plads til et mere.

Dagen går hurtigt, og vi får tjekket nyhederne – og ikke mindst priserne. Vi kigger lidt på hinanden og bliver enige om, at sådan en propel, som de har her, godt nok er lækker. Men hvis vi nu ikke køber den, så har vi jo sparet, og hvad der er sparet, er tjent. De penge, der er “tjent”, kan man så købe noget andet for med god samvittighed. Vi bliver enige om, at den logik er helt sund og rask.

Om aftenen mødes vi med de andre piloter i Lammgarten, hvor vi sidder ude og spiser. Det er en fantastisk udsigt over Bodensøen med solnedgang og godt selskab. Der bliver fortalt flyverhistorier – de er nok også blevet bedre siden sidste gang, de blev fortalt, men det hører jo med.

Vi udveksler ønskelister. Nogen vil gerne have flere instrumenter, andre et endnu bedre fly. Stemningen er god, solen går ned over søen, og aftenen falder på. Vi tager en taxi hjem og er enige om, at det blev endnu en god dag – uden at have købt noget. Gad vide om det går godt igen i morgen.

Næste morgen er det tidligt op. Vi skal nå at se det sidste, men først lidt morgenmad hos bageren. Der er lang kø uden for forretningen – gode tegn, så der går vi ind. Kort efter dukker der andre danske piloter op, så vi rykker sammen og får en snak om, hvad der skal tjekkes ud på udstillingen.

I dag starter vi med executive‑flyene udenfor, og vi er frække nok til at invitere os selv indenfor i en Challenger. Stewardessen er meget venlig og lader os forstå, at vi er velkomne, og hun serverer et glas champagne. Hvis vi kan lide flyet, kan det chartres med besætning – vi skal bare sige til, så kommer de til en lufthavn nær os. Et andet firma tilbyder at indrette et fly ligesom man vil have det. Kun fantasien sætter grænsen.

Det lyder tiltalende alt sammen, men vi har jo vores eget fly. Og nå ja, så har vi nok heller ikke råd til at chartre et luksusfly. Men godt så det ud!

Vores fly har fået supercharger så der er mere trækkraft. Det gør virkelig en forskel. Men ideen er ikke ny. Vi kommer forbi en Bonanza Beechcraft fra 1960. Dvs. 66 år gammel. Der er 3 tilbage i Europa. Det ser flot ud og helt billigt er det ikke. Det flotte kromskilt på siden hvor der står Supercharger får os til at nikke anerkendende. Vi er enige om at vi helt klart er i samme liga.

Vi kommer forbi Savannah‑fabrikken, der fremstiller vores fly. Får en snak med en udviklingsingeniør om et par detaljer og tjekker deres nye model ud. Det ser godt ud flere steder. Og det bliver kun bedre, da sælgeren byder os på et glas Prosecco – vi kan jo ikke bare stå der uden at få hverken vådt og tørt.

Vi får også lige dagsprisen på et byggesæt. Absolut noget, man kan have med at gøre, men vi har jo et fly, vi er glade for, så det skal i givet fald sælges og nænner vi nu det. Der er nok at tænke over og rigeligt at tale om på turen hjem.

Der sælges også alt godt til flymekanikere og jeg checker lige et værktøjssæt ud. Det løber op i 50.000 kr men så er der også orden i sagerne og det ligger godt i hånden.

Messen lukker og det er sidste dag for os i Friedrichshafen. Vi er godt tilfredse med at vi ikke har købt noget selvom der er meget der har fristet.