Nu går den ikke længere vi skal til Gap Tallard i Frankrig! Flere rejseberetninger siger det er et sted med flyveaktiviteter i Hautes-Alps. Og så er der ikke så langt til Mont Blanc. Det højeste bjerg på knap 15.000 fod.

Vi får hurtigt pakket flyet. Alt er checket og vi starter. Der er travlhed på pladsen og vi taxier som nummer tre ned til startbanen. Den er rigeligt lang og i dag starter vi ud over vandet så ingen problemer. Vi er nødt til at cirkle lidt så vi kan komme uden om nogle “prohibited areas”. Derefter på kurs gennem Genova’s luftrum til Albenga Rivierra. Det gik fint i 5000 fod med god sigtbarhed indtil vi nåede midt i Genova bugten. Skyerne stod tungt og vi var nødt til at gå ned. Så fik vi kortvarigt sigtbarhed og så ned igen. Vi hørte andre på radioen flyve i 700 fod langs kysten – men det kunne jo ikke passe med så fint vejr for 5 minutter siden?

Der var ingen vej udenom vi måtte kalde op igen og bede om 800 fod. Over vand, ganske vist tæt på kysten, men ikke godt hvis vi får motorproblemer. Vi fortsætter rundt om pynten og kan stige lidt. Vi skal ind mellem nogen bjerge og finde Albenga Rivierra lufthavn. Og vi har ikke meget højde at give af. Det er diset og sigtbarheden er VMC, Visibility Minimum Condition. Vi finder pladsen da vi drejer om hjørnet og går ind mellem to bjerge. God lang bane så ingen problemer. Fin flyveledelse! De sender lige en marchal ud og vinker os på plads, derefter en bil til at hente os. Jetflyene ser lidt dyre ud og jeg spørger Frederik om han har checket landings og serviceafgifterne her. Næ, det har han da ikke. På nogle pladser kommer man snildt af med 1000kr hvis man sætter hjulene på banen. Vi beder om at få tanket. Så gerne, de sender en bil mere med tankpasser der tanker flyet. Jeg kan mærke det gør ondt i tegnebogen.

Vi bliver kørt over i lufthavnsbygningen og der skal laves papirarbejde af to forskellige handlere. Vi får frokost i flyvercaféen og kigger lige ind i loungen. Stort og flot med udsigt til vores lille fly. Nå alt i alt så blev det ikke så dyrt som vi havde frygtet og vi bliver kørt ud til flyet igen.

Inden afgang har vi checket vejret og det er tungt indtil vi er forbi Nice og kan gå op i bjergene. Vi skal flyve langs kysten og forbi Monaco, Cannes og Nice. Der er restriktioner. NOTAM sagde flyveforbud på grund af den forestående Cannes festivalen. Vi har indgivet flyveplan så vi må se hvad flyvelederne siger.

Skydækket er stadig elendigt og vi er i lav højde. Vi får lov at fortsætte men i 1000 fod og længere ud over vandet. Der er rutefly der skal ind og lande i Nice. Vi kan høre flyvelederen fortæller vi er der og han skal holde udkig med os. Piloten melder tilbage på radioen: “We see them on T-CAS”. Det er en lettelse. Vores forberedelse med opdatering af transponderen til ADS-B out bærer frugt. Vi kan flyve sammen med de store drenge!

Endelig er vi fri af skydækket og vi climber til 5000 fod og går op i Alperne. Humøret stiger i cockpittet. Vi kan slappe lidt af og nyde udsigten. Der er ikke meget beboelse og store områder bruges til militært øvelsesterræn. Vi kommer ind over Verdon-kløften, der blev opdaget af Edouard-Alfred Martel i 1905. Verdon-kløften var dengang et af Frankrigs mest utilgængelig steder, en uudforsket plet på det franske landkort, og Martels ekspedition var lige så vanskelig som en opdagelsesrejse på et ukendt kontinent. I dag kan enhver få overblikket fra et lille fly. Et fantastisk flot område!

Vi når frem til Gap Tallard og går ned i højden. Det bliver varmt selvom vi drejer friskluftvents’ne fremad. Pladsen ligger rundt om et lille bjerg. Ikke et problem som sådan, men alligevel lidt overraskende.

Og mon ikke der er aktivitet på plads! Fly starter og lander. Det nærmest regner ned med faldskærmsspringer. Ved nærmere eftersyn viser det sig de har tre turboprop fly til at flyve springere i fast rutefart. Selv det lokale busselskab kan ikke lever de samme afgangstider. Imponerende! Men vi er nødt til at gå ind på lufthavnskontoret. Det er simpelthen for varmt ude ved flyet.

Vi møder et par tyske militærpiloter fra Luftwaffe. De fortæller at de er ved at blive skolet i bjergflyvning og hvis alt går vel så skal de gå videre med træningen i USA. Jeg spørger dem om de er praktiske, de flyverdragter de har på. Ærmekontor, kortlommer og meget andet er de udstyret med. Ja, siger de, men man er ved at smelte i varmen. De skal hurtigt afsted igen. Der er sikkert et stramt træningsprogram.

Vi vil op i bjergene i morgen og måske lande i en Altiport. Vi spørger fire lokale piloter, der flyver i et specialbygget “Bush fly”, om der er særlige krav og om de mener det kan lade sig gøre. De snakker sammen på fransk og siger så. “The Savannah is not a problem – but ehmm, the pilot?”. De er forsigtige og vil gerne vide om vi ved hvad det drejer sig om. De giver lidt råd og vejledning og så kan vi altid se på pladsen når vi kommer over til Mont Blanc. Vi beslutter at vi lige vil sove på det – sikkerheden kommer nu engang først.

Det bliver aften og tid til en bid mad. Den restaurant vi havde tænkt os åbner først i morgen. I dag er der kun reception i anledningen af at de åbner. Nå, vi går videre gennem byen og sætter os på et creperi. Pandekager har bare en anden dimension i Frankrig og vi nyder aftenen med levende musik.