18. maj siger kalenderen og løfterne fra vejrtjenesten for i dag var gode. Der er blå himmel og vi er tidligt oppe. Ved morgenmaden er der optimisme. Hotelværten er glad på vores vegne, “nu kan I da flyve over Alperne?”, spørger hun. Men så simpelt er det ikke. Vi kan se GAFOR’en der beskriver at vejret siger “Marginal” og lidt senere “Difficult”. Marginal vil vi ikke flyve i fordi det kræver at man er stedkendt. Det er for farligt hvis vi tager fejl og går ned i en dal hvor vi ikke kan vende. Difficult kræver at vi er i god flyveform og det mener vi nok vi er når vi ser på “trænings barometeret”

Nå, men vi får morgenmaden indenbords og siger farvel til vores hotelvært. På vej i taxa’en aftaler vi hvordan vi får gjort flyet klart. Vi er der før flyvepladsen åbner men vi har adgangskoden til hangaren så det er bare i gang – troede vi. I Tyskland er der orden i sagerne så når pladsen lukker går flyvelederen en runde og låser hangarerne af med sin egen nøgle. Mens vi venter på han kommer så hjælper vi flyveskolen med at trække deres fly frem. Det er en imponerende flåde af fly. Alt fra den klassiske Cessna 172 ind over motorsvævere og ultralette.

Der bliver låst op til hangaren og vi tager vores fly frem. Alt er pudset og klar og Frederik går i tårnet for at få briefing og betaler. Vinden er god i Alperne her til formiddag men skyerne kan stå lavt. I værste fald kan vi ikke komme under dem og må vende om. Men meteogrammerne siger at det skulle klare op i den takt vi nærmere os, så vi beslutter at tage afsted.

Luften er fugtig og flyvepladsens højde skal heller ikke undervurderes. Motorkraften aftager jo med højden. Vi letter og stiger så meget vi kan. Terrænet i afgangsretningen stiger også, ja faktisk ligeså meget som vi kan stige. Det føles mærkeligt. Højdemåleren stiger men vi er lavt over terrænet. Vi passerer en bakkekam og pludselig får vi et kraftigt løft. Det hjalp og vi tager den med ro igen. Kan man ikke stige med terrænet må man cirkle for at vinde højde. Tæt på en flyveplads skal det gøres med forsigtighed. Der kan jo være trafik.

Vi går ind i bjergene ved Reutte-Hofen. Der er god plads men vi lægger os op af bjerget i højre side. Vi har fuld power på motoren og max stighøjde og alligevel synker vi. Det går ikke og Frederik er skarp på at vi skal finde opdriften. Det hjælper at gå ind mod midten og til sidst får vi løft og kommer op i 6000 fod hvor vi skal være. Når vi når Innsbruck skal vi være under 7000 fod men vi vil helst så højt op som vi kan, uden at gå ind i skyerne.

Inden vi fløj ind repeterede vi lige reglerne for flyvning i “Difficult” område. Vi skal kunne se næste mulige vendepunkt ellers vender vi om. Vi tager ikke risikoen at vi bliver fanget og ikke kan vende rundt på grund af dårlig sigtbarhed.

Vi nærmer os rapportpunkt “Whiskey 1” og får kontakt med flyvelederen i Innsbruck. Der er travlt på radioen. Der er nok en del fly der har ventet på godt vejr og nu skal de igennem. Fin sigtbarhed og vi bliver “clearet” til Whiskey 2 og Sierra. Når vi når Brenner passet skal vi rapporter vores position. Herefter går der et stykke tid før de kan se os på radaren igen. Vi har været her før og synes der er gode forhold at flyve i. Frederik peger ned i en dal. “Hvis den sky lå her så havde vi været nødt til at vende tilbage” – det er derfor GAFOR’en hedder “Difficult” i dag.

Vi bruger vores Stratux så vi kan følge den øvrige trafik. Det er en særlig radiomodtager som kan se de fly der har transponderen tændt. Det er meget praktisk når man flyver i bjergene hvor der ikke er meget plads. Der er paragliderkonkurrence i denne weekend så det er godt at vi har dem på vores Skydemon hvor de lyser op når de er i nærheden.

Jeg flyver og Frederik passer radioen og kortet. Han snakker med dem i Bolzano på radioen. Der er travlt på pladsen dernede men vi er så højt oppe da vi flyver ind over så det er ikke noget problem.

Endelig når vi Trento og skal ned og tanke og lidt at spise. Vi er så højt oppe at vi kan skære hjørne mellem to bjergtoppeog gå direkte ned til pladsen. Der ligger tre svævefly og et motorfly foran os. Vi er nummer fem så vi får besked på at fortsætte mod syd og når der er plads bliver vi kaldt ind. Jeg sætter farten ned og vi er lige over stall hastigheden så der skal arbejdes med styretøjet for at holde os vandret. Svæverne kommer ned en af gangen og de lander dem i begge retninger. Det andet motorfly cirkler. Tæt på bjerget men det går. Endelig bliver vi kaldt ind på lang finale og jeg anflyver asfaltbanen. Solen skinner og jeg ved at der er risiko for at synke igennem så jeg hæver hastigheden lidt. Det går fint og alligevel taber den bæring til sidst. Lidt mere fart gør at jeg kan løfte flyet de sidste par meter over banen og sætter den fint.

Vi kører over og tanker hvorefter vi skal parkere. “Park at position 18” får vi besked på. Der er fyldt med fly på pladsen og vi er åbenbart nummer 18 der parkerer i dag. Alle er ude at flyve for endelig er det vejr til det i Alperne.

Frederik går i restauranten og bestiller lidt frokost og jeg får en snak med flyvelederne. De er to i kontroltårnet i dag. Der er travlt og alt skal passes. Når der er svæveflyvere giver det sig selv at de kan ikke vente når de er på vej ned.

Det sidste ben går til fabrikken hvor vores fly er lavet. Vi skal rundt om flere store lufthavne så vi planlægger at vi går uden om kontrolzonerne.

Denne gang flyver vi direkte ud til Gardasøen og kommer gennem bjergene og så ligger søen imponerende til venstre. Husene ligger ved vandet. Andre steder helt oppe i bjergene og helt ud til kanten. Det er et flot syn. Man forstår godt at danskerne tager hertil på ferie.

Vi glider ud over Po sletten. Helt fladt område og mange marker er sat under vand for at dyrke ris. Der er meget travlt på radioen og jeg har svært ved at komme igennem. Flyvelederen spørger om vi er bekendt med området og hvor vi vil flyve. Jeg giver ham routing og rapport punkter. Det er ikke nok, han skal vide hvor jeg er med mindst 30 min afstand. Jeg får travlt med at finde nye rapportpunkter og angive tiden til næste punkt.

De snakker livligt på radioen. Italiensk og engelsk. Vi nærmer os fabrikken og får lov at skifte til lokalfrekvensen. Vi skulle jo have været her i går så vi er spændt på om der er nogen til at tage i mod. Vi er nummer to i runden og fly nummer et taler fint engelsk. “You are number two. I’m number one. Just follow me. Do you see me?” Jo, der er han og vi følger efter. Der står en stribe træer på tværs af banen et stykke ude. Men de har beskåret dem så der lige er et hul til at gå igennem og Frederik lander fint på banen.

Vi betaler for brændstoffet men overvurderer hvor meget vi kan have. Der er en lokal der hjælper og han får det sidste benzin på scooteren og vi kommer ind i hangaren med de nye fly de er ved at bygge. Det er jo fristende at bestille et nyt – men det er vi helt enige om at det skal vi bestemt ikke tænke på.

Vi er ved at være lidt bag ud af tidsplanen. Vi har lovet at hente fruerne i Malpensa lufthavn. Og lejebilen måtte vi aflyse så vi spørger et par lokale på flyvepladsen. De taler ikke engelsk men forstår problemet. Lørdag er alt lukket – men vent vi kender da nogen. Der bliver ringet til flere og endelig finder de en bil. “Er Skoda Fabio OK?” Ja, alt hvad der har hjul og plads til fire personer er godt!

Biludlejningen ligger 30 km væk og vi får et lift af en af de lokale. Jeg prøver at snakke lidt Italiensk med ham, men det lidt jeg kan fører ikke til meget.

Vi gennemgår Skoda’en. Der er lidt småridser og så er make-up spejlet i solskærmen knust. Det undrer mig og jeg spørger hvordan det er gået til? Italieneren kigger på det, griner og ryster på hovedet og siger “Non lo so!”. Han ved det ikke. Det er også en gåde for ham.

Vi kører afsted på motorvejen, autopista’en, til Milano. Vejene er gode og det går godt. Vi er lidt forsinket men fruerne er heldigvis tålmodige. Vi får dem ombord og så videre op til Maggiore søen. Det begynder at regne og nu hænger skyerne tungt i bjergene. Det var godt vi kom igennem i dag.

Vel indlogeret får vi lidt at spise og glæder os over en god tur herned. Nu har vi et par dage med ferie og afslapning. Det glæder vi os til.