Berlin loves you!
Vi sludrer om vores tur til Alperne. Gennem Tyskland, skoling i bjergflyvning, videre ned til Italien og et par ture til Frankrig. Vi kan mærke det trækker I os for at komme i luften igen. Hmm, Berlin er jo ikke så langt væk og så er det den største by i EU. Vi ser på hinanden og nikker – det afgør sagen. Jeg booker overnatning i kontroltårnet på Berlin-Strausberg flyveplads. De har fine hotelværelser til piloter med udsigt over flyvepladsen.
Flyet bliver tanket og gjort klar til afgang. Vejret er sådan set godt, men der er 25 knob modvind. Nå, men så må vi jo flyve i lav højde hvor vinden er lidt svagere.
Ind over Sjælland og videre ned til Falster hvor vi krydser grænsen ved rapportpunkt NEDIK. Vi er lidt i tvivl om vindens indflydelse på ankomsttidspunktet. Det skal angives i flyveplanen og det skal passe inden for 2 minutter ellers skal man give besked. Frederik kalder op til den danske flyveleder hos “Copenhagen Information” og spørger om det er noget de går meget op i. Jo, det går de bestemt meget op i. De skal følge os hele vejen så de skal vide hvor vi er. Og når vi kommer til Tyskland går de endnu mere op i detaljerne får vi at vide. Der er ingen vej uden om. Vi må i gang med at regne og sørge for at melde når der er ændringer i ankomsttidspunktet.
Efter landing tanker vi og sætter flyet i hangar. En ret stor hangar bygget før krigen hvor der står mange flotte fly. Vi får checket ind og går over på den anden side af gaden. Der er en fin lille restaurant hvor man kan få frokost og nyde udsigten over flyene der starter og lander.
Det er varmt i Berlin. 30 grader med frisk vind. Planen er at tage ind til Berlin og se os om. Togbilletten koster 9 Euro for en måned så vi kan køre så meget vi vil med U-bahn. Vi kommer ind til centrum men står af en station for tidligt. Skidt med det. Vi checker lige Google Maps – kan vi ikke bare gå det sidste stykke? Så viser den turen med løbehjul. Ja, hvorfor ikke! Det skal prøves. Ud på gaden og vi finder et par elløbehjul og så suser vi gennem byen. Det er snildt, gennem parker og pladser.
Vi stopper ved et DDR motorcykelmuseum. Får et glas øl og en kaffe og så ind og kigge på teknikken. Efter krigen gjorde de stadig meget ud af detaljerne på motorcyklerne og op til murens fald faldt standarden så. Mindre og mindre krom og til sidst bare “Quadratisch, praktisch, gut”.
Turen går videre gennem byen. Den Østtyske del har en charme selvom meget af byggeriet er “platbau” på simpel vis. Vi spiser på en Vietnamesisk restaurant hvor man nærmest sidder i en have omgivet af bambus. Meget hyggeligt og passer godt til det varme vejr.
På vej tilbage ser vi at politiet stopper trafikken. Stort ståhej og folk stimler sammen for at se. Vi kan ikke lige se hvad det er men så pludselig kommer der et stort opløb af folk på rulleskøjter og skateboards. Vi får senere fortalt at de i Berlin har rulleskøjte events forskellige steder og i aften er det så midt i byen kl 22.30. Meget sjovt fundet på!
Berlinerne er ikke kedelige! Og meget opfindsomme. Selv når man skal have et glas øl så har de naturligvis en innovativ løsning på det også. Et gammelt boreværk er bygget om til fadølsanlæg – det bringer smilet frem hos gæsterne.
Næste morgen får vi morgenmaden og får snakket lidt om det ekstraudstyr der kræves hvis man skal til Afrika. Det er jo godt at vide hvis man nu skulle få den ide at tage derned.
Vi er i luften og konstaterer at vi også har modvind hjem igen. Ganske vist ikke så meget men vi skal alligevel lægge lidt ekstra tid til flyvetiden. Flyet glider ind over landskabet og vi bemærker hvor meget tyskerne har investeret i vindmøller og solceller. De er klart foran danskerne i klimaomstillingen.
Tilbage i Måløv efter endnu en god tur sydpå. Det er altså bare lettere at rejse når man har eget fly som sagerne står i øjeblikket. I Kastrup skal man møde tre timer før afgang. På tre timer så er vi allerede i Berlin og på vej ind til centrum!