Vi har været på en fantastisk vandretur i Appenninerne med en guide dagen før. Togturen dertil tog en times tid, som var nok til en lille lur på vejen. Vi står af på en lille station og går sammen med guiden ind i den lille by som har ligget der tilsyneladende siden tidernes morgen. På torvet spørger guiden om vi skal have kaffe inden vi skal vandre gennem landskabet til en lille gård. Jamen, hvordan kan han nu være i tvivl om det? Vi føler os jo næsten som Italienere og det siger sig selv at man lige må have en espresso inden vi går videre. Der bliver bestilt og som det er skik og brug står vi ved disken og nyder den. Det varer et par minutter og så er vi klar til vandreturen.

Landskabet er meget smukt og vi ser at vildsvinene har rodet i jorden. Langs turen kommer vi forbi eksotiske træer og buske. Figner, citroner og vilde vine. Det med de vilde planter, får vi fortalt, er at de alligevel ikke så vilde som man skulle tro. Blandt andet har Etruskerne haft meget med som så bare gror vildt her og der. Etruskerne var der en periode og byggede borge, men så kom romerne og rev dem ned igen, så fik etruskerne overmagten og byggede dem op igen. Frem og tilbage indtil middelalderen slutter og Firenze overtager styret i området. Så skal der selvfølgelig bygges i den anledning også. Der må have været efterspørgsel på håndværkere dengang.

På vej tilbage fra vandreturen snakker vi om at pigerne skal op klokken 5.15 om morgenen og Frederik og jeg er selvfølgelig helt med på den. Kække som vi er.

Nå, uret ringer 5.15 og vi står op og siger farvel til dem – ser lige på os selv og bliver enige om at det her holder ikke. Vi sover lige lidt længere. Vejret ser jo godt ud og vi har dagen for os.

Morgenmaden er indtaget, så afsted med toget til Padova for at hente flyet. Vi kører med eksprestoget. Det går stærkt. Hurtigere end med bil og så kan man sove lidt undervejs – det er luksus.

Flyet bliver pakket og så skal der tankes. Jeg venter foran tanken sammen med “Ground staff” mens Frederik taxier flyet derhen. Hun siger det er vigtigt man følger den gule linje og peger op på taget. Det ser ikke godt ud. Det var en helikopter der ikke så sig for. Taget bliver nok ikke så dyrt at reparere – men helikopteren, det kommer til at koste kassen!

Vi kommer afsted og vejret er godt. GAFOR’en, der viser vejrforholdene på en bestemt rute i bjergene, er grøn hele vejen og med rolig vind. Alt godt. Vi lander planmæssigt for at tanke i Trento så vi er fuldtanket, det giver os tid hvis vejret driller i bjergene. Vi beslutter at spise frokost og bemærker det blæser noget. Vi checker flyveplanen igen og opdager at de har ændret GAFOR’en til gul, dvs “Difficult”. Hvad en nu det? Så er det vi skal tænke os om. For et kvarter siden talte jeg med flyvelederen i tårnet der sagde det var OK gennem Brennerpasset.

Alt hvad vi har lært bliver taget i brug. Der aftales flyvehøjder og steder hvor vi vender hvis vi ikke kan holde det. Vi checker nødlandingspladser også. Hmm, vi får kaffen og beslutter vi tager afsted men at vi vender på de aftalte punkter hvis vi ikke kan komme igennem.

Efter start climber vi så meget vi kan, men det blæser ned ad bakke. Det er ikke så godt. Der er tidspunkter hvor vi synker selvom vi har max power og stigehastighed. Det går ikke, vi skal have fundet ud af hvor vinden stiger op. Frederik eksperimenterer ved at flyve lidt over i den anden side af dalen. Og tæt på bjergsiden så kommer løftet, det er som om nogen tager fat i flyet og hiver det lodret op.

Ved Bolzano er det sidste gang vi har radiokontakt inden Brenner. Vi kan godt se at skyerne nu er tætte og lave. Vi er i 7.400 fod. Det er mere end vi behøver så vi fortsætter. Og da vi kommer til Brennerpasset forstår vi hvorfor det er “difficult”. Der står et massivt skydække og vi må ned i 7.200 fod for at komme under. Det er også fint, men vi kan ikke se andet end tykke skyer og vi skal hen til passet og kigge over kanten for at se om vi kan gå under skyerne på vej ned i dalen.

Vi tænker os lige grundigt om og beslutter at det ser ud til at gå. Nødlandingsplaner er aftalt og vi krydser passet. Vi skal hurtigt ned og det regner kraftigt. Ingen radiokontakt og vi holder udkig gennem vinduet og på vores Stratux radar. Det er ikke de bedste forhold.

Vi kan stadig ikke se enden af dalen og holder grundigt øje med vejen under os. Den må vi bare ikke tabe af syne. Så dukker Innsbruck endelig op i horisonten. Fint, så har vi radiokontakt når vi runder bjerget. Vi kalder op og får lov at fortsætte. Videre frem ser det ærlig talt lidt tykt ud og det er nu vi skal beslutte om vi overnatter i Østrig eller Tyskland. Vi anmoder om en vejrudsigt. Flyvelederen melder der er “VMC”, visual meteorological conditions, hvis vi går via Kufstein ud. Derefter er det fint. Vi fortsætter og det regner kraftigt. Der er VMC, men vi kunne godt ønske os lidt mere. Andre melder på radioen at de opgiver på grund af vejret og vender om. Det ville vi også have gjort hvis vi kom fra nord.

Vel ude af bjergene lander vi i Eggenfelden for at tanke. Vi ville egentlig gerne videre til Berlin, men når det ikke inden lufthavnen lukker deroppe, så vi overnatter her.

Debriefede, indlogerede og tilfredse med vores beslutningsproces på trods af det vanskelige vejr, så er tiden inde til at finde noget at spise.

Det er en lille by så det er lidt svært lige at finde noget. Så får vi øje på en masse mennesker der går i en lang række. Mon ikke de er på vej til noget der kan spises og drikkes. Vi følger efter og er nysgerrige på hvad det mon er der sker mandag aften i en lille by. Jeg spørger og de forklarer det er en demonstration, for nogen må jo gøre noget. Det er jeg sådan set helt enig i, men hvad er det nu lige for en demonstration? Jo, det er jo den der er hver mandag, hvor de går rundt om hele byen! De kan godt se vi er lidt udenbys, så de forklarer at det er en demonstration mod masker. Og det er jo bedst at forbygge så for at undgå at der genindføres masker så demonstrere de hver mandag. Nå, men det hele ender på torvet og de anbefaler varmt restaurant “Luibl.” Vi får godt at spise og jeg må sige øllet smager godt efter sådan en demonstration man ikke lige var klar over man deltog i. Måske man skulle demonstrere noget mere – bare sådan for at forebygge lidt. Endnu en god dag med spændende oplevelser!