Det er varmt i Firenze og vi holder os lidt i skyggen. Efterretningerne siger der er 11 grader og blæsevejr i Danmark – her er vi oppe på 30 grader, svag vind og rigeligt med sol.

Vi taler med de lokale og de synes det er bekymrende varmt for årstiden. Det er nok den globale opvarmning der er årsagen. Nogle planlægger at tage ud til kysten i weekenden andre må passe arbejdet og servicere turisterne.

Covid perioden har været hård for dem her i Firenze. Ingen turister, ingen folk på gaderne, helt stille og selvfølgelig mangler man også omsætningen som de lever af.

Der er meget historie at tage fat på . Man har en fornemmelse af at hvis de stikker en spade i jorden så dukker der nye historier op fra fortiden. Det gælder i øvrigt mange steder i Italien. Mange er beskæftiget med at bevare det for eftertiden. På en eller anden måde synes det at være at være et dilemma. På den ene side er det vores kulturhistorie som de tager siger af og lever af. På den anden side kan man ikke bare smide den væk og starte forfra. Det kan man snakke meget om men ændres kan det nok ikke.

Trafikken er der hele tiden og de prøver at komme rundt med deres varer, taxaerne med turisterne eller bare fra et møde til et andet. Og de er altid stilfuldt klædt og med små praktiske køretøjer. Scooteren er tilsyneladende hvermandseje og de parkeres gerne i lange rækker. Det gælder om at huske hvordan den så ud ellers er man på den når man skal finde den igen.

Renæssancen startede i Firenze. Det vidste de vist ikke selv da det stod på, men sidenhen har man studeret fænomenet og blevet enige om at sådan må det være.

Jeg prøver at få et overblik, men det er ikke så let. Medici familien, Dante, Leonardo da Vinci, Michelangelo men også Niels Steensen kommer ind i billedet. Der sker en masse ting og man interesserer sig meget for hvordan ting hænger sammen. Leonardo da Vinci mente han kunne lure fuglene flyvekunsten af – men der skulle gå en del år før der blev styr på det.

Nå, men de har mast på nogle hundrede år og fået malet en del billeder med et lille barn og hendes mor og hugget figurer ud i marmor. Og jeg forstår med tiden har det hobet sig op på dommerkontoret, “ufficine”, og så måtte man lave det om til et museum. Imponerende hvad de har samlet.

Italienerne er ikke uden humor. I bybilledet ser jeg at de har sat klistermærker på skiltene – det bringer smilet frem.

Vi går igennem en park og ser frugterne hænge på træerne klar til at plukke. Det må være dejligt at kunne hente juicen og alle de andre frugter direkte i haven. Tid til et stop på torvet og få en forfriskning – skønt vejr, godt selskab hvad mere kan man bede om. Ja, det skulle da lige være at vi kunne finde ud af hvad det var for nogle maskiner der flyver over os i formation. Vi giver op og betragter i stedet turisterne mens de vandrer forbi.

Om aftenen mødes vi med Frederiks gamle skolekammerat. Hun bor stadig i byen og fortæller om hvordan det hele har udviklet sig gennem årene. At det var underligt at der ingen turister var under Covid men at de heldigvis kommer tilbage nu. Byen er ikke sig selv uden synes hun. Hun fortæller at hun skal ud til vandet i weekenden. Der er for varmt i Firenze. Selv for italienerne kan det bliver for varmt.

Et par hyggelige dage i Firenze, med turister og hvor vi også mødes med de lokale – meget inspirerende og spændende.